#122526 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Biller / Polyphaga / Scarabaeoidea / Torbister / Aphodiinae / Aphodiini / Aphodius /

Vintermøgbille er en aflang møgbille, med sort hoved, hvorpå der er en rødbrun plet fortil på hver side forrand kinderne. Pronotum er sort, med rødgule sider. Scutellum er umiddelbart sort, men kan også i sjældnere tilfælde have lysere anstrøg. Dækvingerne gule, hvert med syv små, tydelige og aflange sorte pletter, der gerne er skarpt afsat. Ben og antenner brungule. Palperne og antennernes kølle er mørke. Hovedet med tre knuder, tæt, fortil kraftigere punkteret. Kinderne er afrundede og stumpvinklet fremstående.
Pronotum fint punkteret, med iblandede grove punkter. Dækvingernes punktstriber ret fine, stribemellemrummene kun ganske svagt hvælvede, med yderst fin, tildels i to rækker ordnet punktur. Bagføddernes 1. led omtrent så langt som 2.-4. led tilsammen. Hos hannen er bagbrystet - undersiden af pronotum - i midten med et spredt og yderst fint punkteret, nøgent indtryk. Hovedets knuder tydelige, den midterste er højest. Hos hunnen er knuderne utydelige og ensartede. Længde: 3-5 millimeter. Arten er i underslægten Chilothorax.
Forvekslingsmuligheder
Har man først sikret sig de skarpt afsatte syv små pletter på hver dækvinge, er der ingen forvekslingsmuligheder. Sværhedsgraden for en bestemmelse af det voksne individ synes at være lav. Larven er svær at kende og kræver høj ekspertise.
Biologi
Arten er monofag, og lever bl.a. i hjorte- og hestegødning, hvori larven udvikler sig til puppe, og ultimativt til imago. Den går næsten udelukkende på hestegødning, men kan i også i sjældnere tilfælde findes i kogødning. Tilsyneladende er arten ikke ekstremt følsom over for ormemedicin. Der forekommer en generation årligt. Imago ses fra medio september til medio april, hvor den sværmer i godt og stille vejr, primært i starten af forekomstperioden. Hunnen lægger æg midt i lorten. Arten er byttedyr for mange rovdyr i og omkring gødningen. Især fugle præderer på den, men også andre insekter, herunder primært mens den er larve.
Levested
Lever primært højt i landskabet på sandet bund - derfor er store dele af den danske bestand at finde på Jyllands højderyg.
Udbredelse
Arten blev tidligere regnet som meget sjælden i Danmark, men er efterhånden dukket op mange steder - især i Jylland. Den er på ingen måde almindelig, men bør kunne findes flere steder med bakker og helårsgræsning.
Kilde
Gittings, T. & P.S. Giller, 1997: Life history traits and resource utilisation in an assemblage of north temperate Aphodius dung beetles (Coleoptera: Scarabaeidae)
Hansen, V. 1925. Danmarks Fauna bd. 29. Biller VI. Torbister
Hansen, V. 1964. Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-507, inkl. tillægsbind
Roslin, R., G. Liljeberg, M. Forshage, C. Ekblad & F. Ödegaard. 2014. Nordens dyngbaggar

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: