Kan som udgangspunkt kun forveksles med Attulus distinguendus, der dog er mindre og væsentlig mere rund i sin udformning. Det er kun juvenile og hunner der kan forveksles. Hannen af Y. arenarius er ekstremt karakteristisk med sine gigantiske palper. A. distinguendus er primært i og omkring store tættere totter af marehalm og anden klit-vegetation, hvor Yllenus arenarius opholder sig på sandflader med meget sparsom vegetation. Der er stort set intet overlap. for hver 20. Y. arenarius, man finder i dette habitat  ved Dueodde finder man 1 A. distinguendus. 

Yllenus arenarius er i indlandsklitter, og A. distinguendus er både i indlandsklitter, men også ved kysten.

Attulus distinguendus kan findes i hele landet, hvor Y. arenarius kun kendes fra Dueodde ved Bornholm, og højst sandsynligt kun findes der + enkelte mindre populationer ved Boderne og formentlig også de aflukkede åbne sandspor ved Raghammer skydeterræn.

Arten sidder på det åbne sand i solskin. Den sidder meget stille og rykker sig kun i pludselig små spring og ryk medmindre den forstyrres.

Arten er en dygtig springer der kan springe kontinuerligt og hurtigt. Den kan springe over 20 gange sin egen længde (21 cm målt, spring fra en voksen han F. Leck Fischer) dens evne til at springe opad virker også særligt veludviklet, formentlig en tilpasning til effektivt at kunne travasere det bølgede og til tider stejle klit-landskib, hvor den lever.

Arten er mystisk ved i udlandet at have to sæsoner for de voksne. En i April-Maj, og en i August-September. Kønsforskydningen er enorm i særligt den sene sæson. Muligvis er det fordi hunnerne primært er gravet ned på dette tidspunkt, mens hannerne derimod er det mobile køn, der skal opsøge disse hunner. Det må antages at hannerne kan lugte sig frem til nedgravede hunner, da der ikke er nogle visuelle cues at spejde efter ellers. I maj 2026 blev det bevist at den danske bestand ved Dueodde følger sæsonen set i resten af verden, da F. Leck Fischer og M. Bauer fandt flere voksne hunner og et par juvenile siddende på det åbne sand. Bemærkelsesværdigt fandt de ingen hanner, men det kan være tilfældigt, da tiden de brugte på at lede var begrænset til en times tid.

- Anekdotiske observationer -

I et forsøg på at finde ud af om hunnen graver sig ned i den sene sæson, sigtede F. Leck Fischer løst sand og fandt mange små spundne "soveposer" med gamle hude ideni. Arten skifter altså ham i sikkerhed nede under sandet.

En hun F. Leck Fischer havde i en beholder med 2 cm dyb sand, gravede sig ned og forsvandt ude af syne. Den efterlod en svag antydning af en fordybning, der hvor den havde gravet sig ned. Da den blev forstyrret med en pensel, kastede den først sand op af "hullet", for derefter, i et lynhurtigt ryk, at hoppe op på sandet igen, hvor den så sad helt stille i 5 minutter. Først derefter begyndte den langsomt at orientere sig i sine omgivelser. 

En han blev holdt i en lign. beholder. Han begyndte at lave nogle meget fine vibrationer, spredte 3. og 4. par ben ud til siderne og begyndte så at grave med palper og forben i nogle ryk af bevægelser, der gik ind under ham selv, sådan at han ender med at ligge på ryggen begravet i sandet, med bagkroppen, der hvor hans hoved var. Her ligger han helt stille. Det tager ham 20-30 sekunder at begrave sig selv på denne måde. F. Leck Fischer har optaget seancen som kan ses her

En juvenil blev set med en lille tovinge i munden i klitter ved Dueodde. Det er formentlig en stor del af artens kost, fluer der har forvildet sig ud på og/eller fluearter som lever i klitterne (Observationer F. Leck Fischer).

Arten kan gå flere uger uden væske og føde - Formentlig fysiologiske tilpasninger til dens ekstremt varme, og generelt fødefattige levested (Observationer F. Leck Fischer)

Arten lever primært i indlandsklitter med god solindstrømning. Klitterne behøver ikke være sydvendte, men der er som regel en sammenhæng med dette og mængden af sol, og derfor findes de største tætheder på disse. Sidder på det bare sand i klitten både på skråninger op til ca 35-40 grader i hældning, samt på det helt flade sand. Sidder som regel i blandt eller i udkanten af meget tynd vegetation, eller andre elementer der stikker ud af sandet f.eks. døde grene eller lign. Svær at spotte, medmindre man specifikt leder efter arten.

I Danmark kendes arten fra Boderne og Dueodde ved Bornholms sydkyst. Det er kun ved Dueodde at der er konkluderet en bestand, men denne bestand er ekstremt livskraftig.

Indlandsklitterne ved Duoedde er et meget sjældent habitat i Danmark, og da arten generelt er et østligt fænomen, og sjælden i hele centraleuropa og fraværende i Vesteuropa, er det sandsynligt, at arten ikke er i andre mere vestlige egne af Danmark.

Det er selvfølgelig også en mulighed, at arten kan være overset grundet sin camouflage.

Arten findes ikke i Sverige. Og det er i det hele taget nok en af de sjældneste edderkopper set med internationale briller, som vi har fornøjelsen af i Danmark. Udbredelsen er meget pletvis og dækker ikke ret mange steder jævnfør gbif. Man kan derfor argumentere for at Danmark har et særligt ansvar for at opretholde netop denne arts levesteder.

Dens tilstedeværelse er en indikator på indlandsklitter af den aller fineste kvalitet. Det fås ikke bedre.

Bartos 2009 "The life history of Yllenus arenarius (Araneae, Salticidae) - Evidence for sympatric populations isolated by the year of maturation" 

Yllenus arenarius Simon, 1868 GBIF

Spiders of Europe - Yllenus arenarius

Frederik Leck Fischer 2025 - Video af Yllenus der graver sig ned

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2025-09-11-sjaelden-edderkop-viser-sig-igen-paa-bornholm 

https://videnskab.dk/naturvidenskab/efter-13-aars-fravaer-sjaelden-edderkop-goer-comeback-paa-bornholm/

I 13 år var arten kun kendt fra et enkelt fund fra Bornholms sydkyst. Dette første fund af arten (en voksen han) blev fundet d. 9. September 2012 af Ole Martin i klitterne ved Boderne. Efter mange år (og endda flere turer af araknologer, der specifikt har skulle prøve at genfinde Yllenus langs sydkysten) blev det antaget at fundet enten havde været en strejfer, eller at bestanden var forsvundet igen. Den blev erklæret ikke etableret, og fremgik ikke længere som dansk standard taxon. D. 31/8 2025 fandt Belinda Andersen så arten igen. Endnu en han, denne gang ved Dueodde. Dermed var der stærk evidens for en bestand på Bornholm. D. 6/9 2025 tog Frederik Leck Fischer til Belindas fundsted, og fandt 10 juvenile 2 voksne hanner og 1 voksen hun indenfor 1 time. Med søgeblikket på plads blev de næste 24 timer brugt på at kortlægge, hvor stort et område arten bredte sig over. Det førte til fundet af 20+ hanner og 40+ juvenile spredt udover alle indlandsklitter ved Dueodde. Artens "forsvinden" blev konkluderet til, at være et eksempel på sampling bias. Da levestedet for Yllenus stort set er bart for alt liv, er der ingen, der har kigget der.

De tidligere forsøg med at finde den langs sydkysten var også dømt til at fejle, da Frederik kunne konkludere, at arten slet ikke opholder sig ved kysten - hvis den gør, er det i meget lavt antal.

Genfundet af arten kom i pressen.