Der er ingen danske forvekslingsmuligheder. De eneste nævneværdige andre grønne edderkopper i DK er agurkehjulspinderne i slægten Araniella, men disse ser helt anderledes ud. Rejser man til Sydeuropa kan man dog møde M. virescens kusine Micrommata ligurina, som dog nemt adskilles ved at have en tydelig mørk plet bagtil i forkroppens midterbånd både hos hannen og hunnen. Hannens midterstribe på bagkroppen er også mørkebrun og ikke rødlig hos denne art. De sandfarvede juvenile kan forveksles med unge Tibellus sp. eller eventuelt den lille løbekrabbeedderkop Thanatus striatus.

Ligsom de andre edderkoppefamilier med ordet ”krabbe” i deres navn (f.eks. løbekrabbeedderkopper), er kæmpekrabbeedderkopperne også sit-and-wait rovdyr, det vil sige at de sidder stille og venter på at et stort insekt er indenfor rækkevidde og så suser de ellers frem og æder det. Smaragedderkoppen sidder her ofte lavt i vegetationen og kigger ned mod jorden efter et bytte der passerer under den. Arten er af samme årsag overraskende god til at hoppe. 

Arten laver ikke rigtig spind, bortset fra sikringstråden de (i de fleste tilfælde) slæber bag sig, og når de skal pakke deres æg ind i en ægsæk.

Når smaragdedderkoppen lægger sine grønne æg, pakker hun dem ind i en meget fin ægsæk, som nøjsomt placeres i et rum konstrueret af levende blade, hæftet sammen med spind. Hunnen kravler med ind i dette rum og bevogter æggene i 4 uger.

Hannerne er forholdsvis sjældne, med en meget kort sæson omkring Maj og Juni, og de dør ganske kort tid efter parring.  

Arten er længe om at blive kønsmoden, helt op til 18 måneder. Hannerne har deres peak i Maj, mens de kønsmodne hunner kan ses fra Maj og frem til September.

Smaragdedderkoppen er primært en krat/skovlevende art, oftest i solbeskinnede fugtige lysninger, der kan findes i sådanne habitater. De findes i den lave vegetation, på unge træer, blandt høje græsser.  Gode steder at lede efter arten er lyse egeskove på morbund med undervegetation af blåbær.

Smaragedderkoppen er som sådan ikke super sjælden i Danmark. Den er lokal, og så er den naturligt fåtallig de steder den findes. Den er grundet sin grønne farve formentlig også ret nem at overse, hvis ikke den fanges på en baggrund der er i stor kontrast. Øst- og Midtjylland, Nordsjælland og Lolland er gode steder at lede efter arten. Den er på nuværende tidspunkt ikke registreret på Fyn.

I 1975 isolerede man det unikke farvestof der giver Micrommata-slægten sin grønne farve – Dette stof kaldes Micromatabilin.

Hvis man fodrer en smaragdedderkop med flere bananfluer af gangen, vil den gribe dem en efter en, og holde dem alle sammen i munden. Det observerede Frederik Leck Fischer, da en subadult han i en lille beholder, på 10 sekunder, fangede og fastholdte hele 3 bananfluer i munden. Samme han blev dagen efter fodret med et tofarvet frømøl, som den glædeligt fortærrede. Hverken bananfluerne eller møllets kroppe var tilbage i beholderen efterfølgende, alt bliver tilsyneladende fortæret, selv de hårde skaldele må kunne opløses af smaragedderkoppens enzymer.