Slægten Xysticus er en svær slægt. Der er mange arter herhjemme som overfladisk ligner hinanden meget, og der findes mange farve- og mønstervarianter indenfor en art. Er man ikke bekendt med dem, og har man ikke genitale-tjekket sit fund, bør man i de fleste tilfælde holde sin observation på slægtsniveau eller spørge til råds blandt eksperter i diverse fora.

Helt Grundlæggende er hannerne mørke, langbenede og med en smal bagkrop. Hunnerne er som regel lysere med kortere, kraftigere ben og en bred bagkrop.

Xysticus cristatus kan især forveksles med Xysticus kochi, der dog er væsentligt større, mere muskuløs med bredere rygskjold og mindre øjne end X. cristatus. 

X. cristatus kan også forveksles med lyse udgaver af X. audax, som er en meget nærtstående søsterart. De lever dog som regel forskellige steder, med audax primært værende i kronen på nåletræer (Hvor cristatus er i græsland), og så er dens baggrundsfarve grå-grøn og generelt er den væsentligt mere broget af udseende med mange mørke og rust-farvede plamager.

Arten er et sid-og-vent rovdyr primært i den knæhøje vegetation i åben græsland. Den fanger flyvende insekter, der lander foran den ved at snige sig frem i små ryk, med de forud-vendende øjne fikseret i retning af byttet. Til sidst "krammes" byttet af 4 muskuløse forben besat med små pigge, der holder det fast, mens edderkoppen giver et dødeligt bid. Edderkoppen kravler, ofte lettere besværet med byttet i munden, hen til et skjulested i vegetationen. Herefter udsuges byttet gennem bidhullerne. Krabbeedderkop-kæber er små, men fungerer som kraftige "dåseåbnere" der effektivt kan lave små huller i insekter, endda hårdt billepanser. At kunne bide og udsuge biller er ellers en udfordring for mange edderkopper. Efter udsugningen af byttet ligger der en intakt skal tilbage, der ikke har nogen synlige skader udover de to små bidhuller.

Parringsæsonen er primært fra midt maj til midt juni. Hannen bliver voksen i denne periode og går på vandring efter hunner, med hjælp fra hans nyligt-erhvervede længere ben, som følge af sidste hudskifte. Han parrer sig med hunnen ved at "angribe" hende, som putter hende i en trance-agtig tilstand. Herefter spinder han hendes ben og forkrop ind i spind. Og kravler til sidst indunder hende for at inseminere hendes epigyn med hans sæd-ladede palper.

Hunnen spinder herefter en ægsæk i vegetationen som hun vogter over frem til ungernes fremkomst. Ungerne spiser sig store henover sommeren og overvintrer så i et subadult stadie, før de kommer frem til april/maj igen året efter, for at fortsætte cyklussen.

---

Man vil stort set ikke kunne finde hanner andre tidspunkter end midt-maj til midt juni, men F. Leck Fischer har oplevet at finde flere voksne hanner i September 2025, et bekymrende fund, hvilket muligvis kan tilskrives klimaforandringerne, der fører til mildere vejr, hvilket gør arterne forvirrede omkring sæsonerne. Det vides ikke hvilken effekt dette eventuelt vil have på arterne på sigt.

Arten lever i alverdens lysåbne miljøer, ofte græsland, enge, vejrabater mm. Findes kun i miljøer hvor der er sol og deraf mange flyvende insekter. Lever i den lave knæhøje vegetation, og sætter sig ofte i og under kronbladende på blomster, hvor den venter på et bestøvende insekt. Kan sommetider bankes fra mindre træer. Arten virker en smule mere fugtkrævende end arten X. kochi (som den ofte kan findes sammen med), der i højere grad er knyttet til bar jord, grus og sand. 

Hannerne vandrer på jorden, men også op i vegetationen i deres søgen efter hunner. Begge køn kan nemt ketsjes med et slagnet.

Udbredt over hele landet, og spreder sig tilmed nemt til selv de mest øde øer.