Hannen er umiskendelig, hunnen kendes på størrelsen kombineret med den fløjlssorte krop. Nogle vil måske forveksle hunnerne og deres underjordiske rør med dem man ser hos den nordlige fugledderkop (Atypus affinis), men både rør og edderkop ser meget anderledes ud sat op imod hinanden.

Spindet er delt op i et fangstnet, og et retræte-rør. Arten bruger palper og chelicerer til at udgrave sit rør i sandet jord. Der bygges et "tag" over indgangen til røret.Taget sikrer at røret ikke oversvømmes med regn. Fra taget løber fangsttråde ud i den lave vegetation rundt om hullet. De voksne dyrs rør går op til 10 cm ned under jorden og er tapetseret med spind, så det ikke kollapser. Eresus kan nedlægge pansrede biller, der er væsentlig større end den selv. Edderkoppen sider i sit rør med hovedet mod udgangen, benene hvilene på tråde koblet til rørets tag og videre til fangsttrådene. Igennem disse tråde modtager dyret vibrationer fra billerne der er vandret ind i fangstnettet. Edderkoppen bider fast i et af billens ben med sine meget stærke kæber, billen trækkes ned i spindet og indhylles i flere tråde. Edderkoppen leverer nu et dødeligt bid og udsugningen af byttet forgår nede i røret. 

Hannerne bliver kønsmodne i efteråret. Han sider nede i sit rør og venter et halvt år indtil foråret, hvor han så går på vandring efter en kønsmoden hun. Dette er sådan de fleste vil møde arten, en farverig han på vandring efter en hun. Når hannen rammer en huns spind, bevæger han sig på en mærkelig måde, mens han ryster bagkroppen. Disse bevægelser signalerer til hunnen at det er en han og ikke et bytte. Hunnen løber ud i kanten af spindet, og trækker i nogle tråde i små ryk. Hannen kravler tæt på hende og hun lader ham derefter kravle ind under hende hvor de så indgår i en særlig parringsposition i loftet. Hannen parrer sig kun med en hun, og han lever med hende i et stykke tid, hvor de spiser sammen. Her parer de sig flere gange, indtil at hannen dør. Herefter laver hunnen ægsækken i Juli/August i klynger af 35-80 æg. 

Ægsækken hænges under taget på spindet når solen skinner, da æggene udvikles hurtigere i varme omgivelser. Om natten tager hun ægsækken ned i røret. 

Rører man ægsækken med et græsstrå eller lign stormer hunnen frem tager den i munden og løber ned i røret med den. Når æggene klækker, fodrer hunnen ungerne oralt ved at gylpe mad op til dem i en periode. Derefter øges produktionen af fordøjelsesenzymer i hendes krop sig så meget, at hun opløses indvendigt og dør. Ungerne kravler op på hende og udsuger hende gennem tyndhudede områder. Ungerne overvintrer i den afdøde mors rør, og begynder at lave deres egne små rør foråret efter ikke langt fra moderens. En mariehønedderkop er formentlig en 3-4 år om sin udvikling. Den relativt lange livscyklus gør dem sårbare overfor indsamling og det frarådes på det kraftigste at udgrave hunner i deres spind, da de har brugt hele deres liv på at udgrave det, og formentlig er i stor fare for at dø inden de kan lave noget tilsvarende. Arten er desuden rødlistet og er kritisk truet i mange europæiske lande.

Man kan godt lokke hunnerne ud af deres rør ved at simulere bytte i fangsnettet via. Et græsstrå eller lign. man kan derefter hurtigt aflukke røret bag dem, studere dem, og derefter lade dem kravle tilbage i deres intakte rør. Det er nemmest i årets varmere måneder, hvor hunnerne er livlige og ivrigt afventer bytte.

Mariehøneedderkoppen lever kun i Jylland, særligt på sydvendte lyngskråninger, og i tørt græsland med sandet jord de kan grave i. På nøgne pletter disse steder finder man deres karakteristiske spind i forlængelse af deres underjordiske rør. Lav, mos og insektrester er indvævet i spindet nær rørets indgang. Spindene er altid i kanten af vegetationen og aldrig  i midten af en større bar plet. Det skyldes formentlig at arten fanger bytte via sansningen af vibrationer i spindet, og en bar plet uden læ derfor vil overstimulere edderkoppen med vibrationer i spindet lavet af vinden. Mange af edderkoppens byttedyr lever også i disse lysninger - Sandspringere, græshopper, snudebiller og skarnbasser.

Mariehønedderkoppen er i Danmark kun kendt fra Jylland, hvor den især er fundet i midtjyske hedeområder.

Der går myter i folkemunde om at arten også findes ved Melby Overdrev i nordsjælland, men der er intet bevis for denne påstånd, og aktiv søgning efter den har været uden held. Arten findes dog i Sverige, så det er ikke umuligt, at der er andre skjulte bestande mellem de jyske og de svenske.

Eresus-slægten tæller 18 arter i Europa, og der er nogle vigtige arter at sætte fokus på, da de i store egne af deres udbredelse er kritisk truede, og flere arter er beskyttet af lovgivning i flere lande. Det er den danske art ikke. Det giver mening ud fra et nationalt synspunkt – da arten er forholdsvis talrig i hele Midtjylland, men i international sammenhæng er historien en anden. Arter kender ikke til landegrænser, og Danmark har muligvis artens allerstørste bestand i Europa, hvor den i flere andre lande er meget fragmenteret og udrydningstruet. Vi har altså et særligt ansvar overfor denne art internationalt.

• Når man i et eksperiment stimulerer mariehøneedderkoppen med luft vil den trække benene sammen og ligge helt stille. Det stopper den først med når vinden stopper. Dette viser ret simpelt en overfølsomhed overfor vibrationer. 
• Et studie sammenlignede forskellige organismer som Mariehøneedderkopper potentielt kunne efterligne. Den største lighed fandt man hos den syvplettede mariehøne (Coccinella septempunctata).
• Der er lavet nogle interessante forsøg herhjemme i 30'erne af Edwin Nørgaard på Mariehøneedderkoppen - Forsøg der blandt andet viser en form for hukommelse. Et eksperiment viste f.eks. at en mariehøne der var i gang med at trække en død skarnbasse ned i sit rør, straks lagde den fra sig da en ny løbebille løb ind i dens spind, herefter nedlagde mariehønedderkoppen denne bille, trak den ned i røret og åd den. Senere vendte mariehønedderkoppen tilbage til overfladen, og trak nu den døde skarnbasse ned i røret for så at æde denne. Dette eksperiment gav hints om at dyret havde hukommelse og kunne ”huske” skarnbassen fra tidligere, for den var død og lavede ikke vibrationer længere, som mariehøneedderkoppen kunne have reageret på. 
• I familien som mariehøneedderkoppen tilhører finder vi også nogle af de få sociale edderkopper i verden, altså edderkopper der bor sammen og hjælper hinanden i at nedlægge bytte og passe på unger. Disse sociale edderkopper i slægten Stegodyphus ligner Eresus i kropsform, men er som regel mere sandfarvede og matte i farverne. Dog kan hannerne af denne slægt også være meget diverse og farverige. Stegodyphus lineatus er den eneste europæiske art af disse sociale edderkopper. De lever i de aller sydligste egne af europa (Sicilien, Grækenland, Sydspanien, Tyrkiet og Portugal)
• Mariehøneedderkoppen er en af de få edderkoppearter, hvor vi faktisk har pålidelig information om hvad dens bid gør ved mennesker –  Et bid hos en patient førte hurtigt til feberagtige symptomer og øget hjerterytme. Efter en times tid havde patienten det bedre, og efter 2 timer var disse symptomer borte, dog havde personen slem hovedpine i et døgn og en meget følsom finger i adskillige dage.
• Der går historier om at arten findes på Melby Overdrev i Nordsjælland, hvilket habitat-mæssigt giver god mening. Stedet er dog også ret velbesøgt, og der kendes intet belæg for påstandene. Trods de kraftige farver på hannen kan arten dog tilsyneladende overses nemt. I Sverige blev arten først påvist i 1993. At påvise arten kræver også at man er på en egnet lokalitet i slut april og ser en han komme vandrende. Det er relativt tidligt i sæsonen, set med smådyr-entusiasters øjne. Og kan være medvirkende årsag til at den først blev fundet så sent i Sverige.
• Arten er fredet i Sverige og Storbritannien