Ungdyr og hunner vil man som regel ikke se, da de bor under jorden. Der er dermed ingen forvekslingsmuligheder, da edderkopper fundet ude i det åbne ikke kan være hunner af Atypus - medmindre man er ved en skrænt, hvor der er sket et skred.

Nogle forveksler dog mariehøneedderkoppens spind (Eresus sandaliatus) med spindet af A. affinis og omvendt. Nogle tror fejlagtigt at de overdådige store tragtspind fra f.eks. stor husedderkop (Eratigena atrica) og Rustrød husedderkop (Tegenaria ferruginea) også er A. affinis. De ligner dog overhovedet ikke, og skyldes formentlig blot at "den nordlige fugleedderkop" er et navn med spænding, som folk husker og derfor fejlagtigt pålægger alle mulige andre arter.

Når hannen går på "vandring" efter hunnerne, og kan han ved et hurtigt øjekast forveksles med andre mørke edderkopper som stor og lille husedderkop, museedderkopper o. lign. Sammenligner man med disse, vil man dog se væsentligt forskelle. Det meget store hoved, med de stor giftkroge/chelicerer og den store "scutum-plade" på hannens bagkrop er ret unikt blandt danske edderkopper.

Folk kalder fejlagtigt en masse andre større mørke edderkopper for "den danske fugleedderkop". Dette er en gentagende ting på f.eks. Facebook-fora, hvor museedderkopper i slægten Scotophaeus, huskartespinder (Amaurobius similis) og vandrende hanner af stor husedderkop (Eratigena atrica) alle kaldes for "fugleedderkop" af uvidende. Mange mennesker har opbygget hele historier om, at de har set en fugleedderkop derhjemme baseret på disse arter, og det kan være meget svært at overbevise dem om andet, da det tilsyneladende har "prestige" for historien, at det er en fugleedderkop det drejer sig om.

Det er dog fysisk umuligt at møde A. affinis indendørs. Og 99.99% af alle påstående fund af fugleedderkopper vil være andre arter. Det er kun ganske få mennesker, der er heldige nok til at have set en vandrende Atypus han, på en af de få kendte, sydvendte skrænter. Disse skrænter findes kun i natur de færreste danskere overhovedet aner eksisterer. Der er som udgangspunkt ingen undtagelse til levestedet. Arter fundet andre steder er med al sandsynlighed ikke A. affinis.

Hunnen lever hele sit liv nedgravet i en selvbygget hule. Hulen tapetseres indefra med spindelvæv, deraf tilnavnet tapetseredderkop. Ved hulens udmunding forlænges hulens "tapet" i et rørformet spind der ligger fladt henover jorden. Edderkoppen sidder i vente inde i rør-spindet, når et byttedyr vandre henover det, spidder edderkoppen dyret gennem spindet med sine store kraftige hugtænder og trækker byttet med ned i sin hule. Efter fortæring repareres hullet i rør-spindet og edderkoppen kan igen jage. Føden består af små jordkravlende arthropoder, som tusindeben, bænkebidere, myre o. lign. Men edderkoppen er ikke kræsen og tager alt hvad den kan fange i sit rørspind.

Særligt i september-oktober måned kan hannerne ses vandre hen ad jorden, hvor han søger en mage. Når hannen finder en hun, banker han forsigtigt på rør-spindet før han går ind i det og parrer hunnen. Efter parring forlader hannen hulen, hvis han ikke er blevet spist. Herefter laver hunnen en ægsæk med ca. 20-30 æg. Æggene klækkes i løbet af efteråret-vinteren og ungerne lever hos moderen hele vinteren igennem. I foråret når ungerne er blevet store nok og vejret er blevet varmt nok, forlader ungerne hulen. De små edderkop unger klatre op i et nærliggende græsstrå eller lignende, her spinder de en silketråd som gribes af vinden og fører ungerne et stykke væk fra moderens hule. De graver der på deres egen hule, hvor de lever de næste 4 år. 

Hannerne er kortlivede og hvis ikke han dør som følge af at blive spist under parring, dør han i efterår/vinter perioden efter parring. Hunnerne derimod kan blive op imod 10 år. 

Danmark sammen med Sydsverige er artens nordligste udbredelse i Europa. Det har en betydelig effekt på dens levesteder herhjemme. I Danmark kan edderkoppen kun leve på sydvendte skråninger hvor bevoksningen er lav, da dette medfører nok solskin og derved varme, til at arten kan forekomme. Derudover kræver arten en blanding af sandet jord for at udgrave sine huler.

Arten forekommer i Jylland, på Sjælland, Fyn og på Bornholm. Den er desuden fundet på et par andre lokaliteter og det er ikke utænkeligt at den er mere almindelig end hvad fund viser. Dog kan den være svær at finde grundet dens biologi.

Uddrag fra De danske Edderkoppers Biologi af E. Nielsen & Naturhistorisk Museum Aarhus.

Nordlig fugleedderkop blev beskrevet med en lokalitet af Entomolog Emil Nielsen i De danske edderkoppers biologi udgivet i 1928, her beskrev Emil at Nordlig fugleedderkop var forsvundet fra en eneste lokalitet edderkoppen var kendt fra. Herfra antog man at edderkoppen var uddød i Danmark, indtil genfundet i 1994. Siden genfundet er Edderkoppen dukket op flere steder rundt i landet og da edderkoppens spredningsevne er ret lille formodes det at den aldrig har været uddød herhjemme, der er bare ingen som har vidst den har været her.