#100479 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Lygaeus /

Soldatertægen er den største danske frøtæge. Den er blodrød og sort med en tydelig og karakteristisk hvid plet midt på membranen samt et par andre mindre, hvide pletter, som dog oftest er delvist skjult af dækvingerne. Den er altid langvinget. Længde 11-14 mm.
Forvekslingsmuligheder
Arten kendes uden problemer fra alle andre danske frøtæger. Den kan dog umiddelbart forveksles med et par tæger fra andre familier - bl.a. rød kanttæge, som dog let kendes på, at den mangler den hvide plet på membranen. Den sjældne ildtæge, der ligesom soldatertægen kendes fra Bornholm, er også en forvekslingsmulighed. Ildtægen er dog normalt kortvinget, og den kan ellers kendes på den anderledes kropsform.
Biologi
De små nymfer suger så godt som udelukkende på denne plante, mens de store nymfer og de voksne individer også kan ses suge næring på mange andre plantearter. Soldatertægen overvintrer som voksen. Tægerne kommer frem igen til foråret, og parringen finder sted i maj-juni. Hunnen lægger sine æg på værtsplanten, og æggene klækkes efter kort tid. Nymferne er fremme fra starten af sommeren, og i begyndelsen af august ser man de første nye voksne soldatertæger.
De opholder sig på svalerod og andre urter eller på solvarme sten og klipper. De voksne soldatertæger kan findes, indtil det bliver efterår. Herefter samler tægerne sig i større eller mindre selskaber på beskyttede steder, hvor de kan overvintre. Der er én årlig generation.
Levested
Soldatertægen holder til på tørre og varme lokaliteter. Den træffes i frodige og blomsterrige partier i klippeområder tæt ved kysten. Den er knyttet til den sjældne plante svalerod. Dyrene sidder normalt frit fremme på værtsplanten og er lette at finde. Overvintrer ofte i sprækker i klipper eller under sten.
Udbredelse
Her i landet findes soldatertægen kun på Bornholm, hvor den især kan træffes langs de nordlige og østlige klippekyster. Arten er for mange år siden meldt fra Vejle-egnen, men her drejer det sig sandsynligvis om forveksling med rød kanttæge.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: