Kan især forveksles med Lasiosomus enervis og de tre arter fra Stygnocoris-slægten - især brun frøtæge (Stygnocoris sabulosus). Baldrianfrøtægen kendes fra Lasiosomus enervis på, at pronotum overalt har kraftig og ensartet punktering. Hos Lasiosomus enervis er forreste del af pronotum glat med få punkteringer. Desuden er Lasiosomus enervis forsynet med lange lyse hår. Hos Stygnocoris-arterne er det inderste antenneled længere end øjets bredde, hos baldrianfrøtægen har det inderste antenneled ca. samme længde som øjets bredde.

Lever af frø fra værtsplanterne. De voksne tæger overvintrer. Parring finder sted i perioden fra maj til juli, og hunnen lægger sine æg i værtsplanternes blomsterstande. Nymferne kommer frem i løbet af sommeren. Den nye generation viser sig fra august, og tægerne kan nu findes til hen på efteråret, hvorefter de går til overvintring. Der er én årlig generation.

Levestederne er fugtige, delvis skyggede lokaliteter som enge, moser og områder langs søer og åer. Arten findes som regel på steder med høj urtevegetation - hvor den især træffes på baldrian. Modsat mange andre frøtæger opholder dyrene sig mest oppe på planterne. Overvintrer på tørre, beskyttede steder - f.eks. under døde grene, vissent løv eller i mospuder.

Baldrianfrøtægen hører til blandt vore mere almindelige arter. Den er udbredt i næsten hele landet, og der er især mange fund fra Sjælland og det østlige Jylland.

Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).