#100148 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Lasiosomus /

Ingen fotos...
En lille til mellemstor skinnende frøtæge med fine, lange hvidgule hår. Hovedet er sort og bredt, og øjnene er store og udstående. De tre inderste antenneled er rødbrune, det yderste sort, og benene er gulbrune eller rødbrune. Forreste del af pronotum er sort og glat med kun få punkteringer, den bageste del gulbrun med kraftigere punktering. Scutellum er sort, og dækvingerne er gulbrune med tydelige punkteringer og svage sorte partier bagest. Membranen er lys og gennemsigtig, og arten er altid langvinget. Længde 3,6-4,2 mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan især forveksles med baldrianfrøtæge (Acompus rufipes) og vore tre Stygnocoris-arter - først og fremmest brun frøtæge (Stygnocoris sabulosus), som den ligner rigtig meget. Lasiosomus enervis kendes dog med sikkerhed på, at forreste del af pronotum er sort og glat med kun få punkteringer, mens bageste del er gulbrun med kraftigere punktering. Hos baldrianfrøtæge og Stygnocoris-arterne er pronotum overalt med kraftig og ensartet punktering.
Biologi
Lever af frø fra mange forskellige slags planter. De voksne tæger overvintrer. Dyrene kan være meget tidligt fremme efter overvintringen, men parring og æglægning foregår først i maj-juni. Nymferne kan ses gennem hele sommeren og i begyndelsen af efteråret, og den nye generation er fremme fra sidst på sommeren. De voksne tæger holder længe ud, inden de går til overvintring - og da de som nævnt også er meget tidligt fremme efter overvintringen - kan de findes det meste af året. Der er én årlig generation.
Levested
Træffes især på fugtige og delvis skyggede lokaliteter som skovbryn, skovlysninger og frodige enge, men kan også findes på mere tørre og sandede biotoper som heder, overdrev og klitter. Kan findes både nede på jorden og oppe i værtsplanterne.
Udbredelse
Der kendes kun tre danske eksemplarer af denne art. To af disse er indsamlet ved Sorø, sandsynligvis fra midten eller slutningen af 1800-tallet. Det tredje dyr er fra Bølshavn på Bornholm, indsamlet i 1938.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: