#100055 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Egentlige bredtæger / Piezodorus /

Optræder i flere farveformer – alt efter årstiden. De nyforvandlede tæger er i sensommeren lysegrønne eller olivengrønne med rødlige dækvinger. Bageste del af pronotum er ligeledes rødlig. I forbindelse med overvintringen bliver dyrene brune eller rødbrune, og om foråret skifter de igen farve og er nu ensfarvet grønne eller gulgrønne. Antennerne er ensfarvet orange eller orangebrune. Pronotums sidekanter, forreste del af forvingekanterne samt bagkropsranden er gullige. På undersiden af andet bagkropsled har arten en karakteristisk fremadrettet torn, som strækker sig frem til de mellemste ben. Nymfen er grågrøn eller brun med grønlig eller rødlig bagkrop – før hvert hudskifte dog næsten sort. Længde 10-12 mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan forveksles med flere af vore andre bredtæger – først og fremmest, når arterne optræder i den brune vinterdragt. Den ligner især grøn bredtæge, som dog har tofarvede antenner. Almindelig bærtæge ligner også, men denne art har også karakteristiske tofarvede antenner. Både enebærbredtæge og fyrrebredtæge kendes på scutellums spids, som er lys hos disse to arter. Hvis man er i tvivl, kan man med sikkerhed kende gyvelbredtæge på den fremadrettede torn, som udgår fra undersiden af andet bagkropsled.
Biologi
Lever især af værtsplanternes frø. Arten overvintrer som voksen. Parring og æglægning finder sted i maj-juni, og hunnen lægger sine æg på værtsplanternes stængler, blade eller frø. Hun lægger æggene i grupper med 10-20 stykker i hver, og nymferne er fremme i juni- september. Den nye generation er på vingerne fra slutningen af juli, og arten kan normalt træffes frem til november. Der er én årlig generation.
Levested
Levestederme er lysåbne, sandede lokaliteter som heder, overdrev, brakmarker og mere eller mindre tilgroede grusgrave. Arten lever først og fremmest på gyvel, men kan også findes på andre arter i ærteblomstfamilien. Arten overvintrer gerne i vissent plantemateriale under gyvelbuskene.
Udbredelse
Gyvelbredtægen er relativt nyindvandret i Danmark, hvor den første gang blev fundet på Mols i 1977. Siden har den bredt sig kraftigt. Den er efterhånden udbredt i alle landsdele, og mange steder er den ganske almindelig.
Kilde
Nielsen, O.F. & L. skipper. 2015. Danmarks bredtæger, randtæger og ildtæger. Danmarks dyreliv bind 13. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: