art: Harpactea rubicunda - Harpactea rubicunda

Arten kan for det utrænede øje minde om den anden seksøjespinder Dysdera crocata. D. crocata har dog væsentlig større ”knivtangs-kæber”, og er mere ensfarvet rød, hvor den røde farve hos H. rubicunda i højere grad begrænser sig til forkroppen og de inderste benled. Der er også relativt sent i H. rubicundas udvikling at den røde farve kommer til syne. I de tidlige juvenile stadier er arten som regel mere bleg eller karamel-farvet. Hos D. crocata er de juvenile meget orange-røde allerede fra 1. hudskifte. Arten D. crocata har før i tiden været anset som en ret varmekrævende art, men den ses i stigende omfang i almindelige haver og by-vegetation under fliser og træstammer, og er muligvis en lille smule mere fugtkrævende og kuldetolerant end H. rubicunda der primært findes nær varme ruderater under sten og lign. Nye fund gjort ved Vester Kirkegård i KBH udfordrer dog denne teori.

Arten Harpactea hombergi er i samme slægt, men er mindre og ser væsentligt anderledes ud end H. rubicunda.

 Arten kan gøre sig meget langstrakt og de fremadrettede ben gør, at den kan bevæge sig smidigt gennem små sprækker af sten på jagt efter bytte eller et skjulested. Arten er som udgangspunkt nataktiv.

Observationer i udlandet (wiki.arages.de) har vist at arten er ret aggressiv overfor andre edderkopper og at de formentlig udgør en stor del af artens kost. ”Jordjægere” i slægten Drassodes er noteret som bytte. Dette er ret enestående - for en fuldvoksen Drassodes er meget store edderkopper. De største hjemmehørende arters hunners krop kan blive op til 15 mm. Drassodes findes i de samme habitater. Det kan være at den Rubinrøde seksøjespinder holder sig til de unge individer. Frederik Leck Fischer har observeret H. rubicunda spise en Steatoda triangulosa på en betonmur. Individet her måtte have klattret 1,5 m op af væggen for at nå til det hjørne af et indhak hvor Steatodaen sad, den edderkoppe-spisende levevis anses på baggrund af denne observation som ret udbredt.

Arten laver sin ægsæk under sten eller lign. i skjulested fra potentielle rovdyr. Ægsækken laves af en særlig hårdfør type spind, anderledes fra det spind arten normalt laver sine “soveposer” af. Hunnen kravler med ind i ægsækken og vogter over æggene, som hun sætter sig ovenpå. Ægsækken tæller normalt omkring 20-30 æg. 

Forstyrres hunnen i ægsækken vil hun nogen gange flygte fra æggene og vil ikke tage dem til sig igen. 

Frederik Leck Fischer faldt over en hun siddende i hendes ægsæk med unger, der netop var klækket fra deres æg, men endnu ikke havde adskilt deres ben eller fået synlige øjne. Han tog ægsækken med hjem og indendørs tog det herefter ca. 16-17 dage for at ungerne spredte deres ben, gennemgik første hudskifte og herefter var klar til at sprede sig. Ungerne startede blege, men gennemgik et hudskifte og blev så svagt orange med tydelige øjne.

I Danmark har man længe kun fundet arten på varme ruderater (Menneske-forstyrrede og varme habitater f.eks. byggepladser og baneterræner.) Her gemmer den sig gerne i sin "sovepose" af spind mellem og under sten. Den kan være blandt de mest talrige arter i faldfælder sat på sådanne lokaliteter. 

I Februar 2022 fandt F. Leck Fischer den overvintrende på Vester kirkegård i alle aldre, med Sydhavn-Sjælør banen værende det tætteste baneterræn 800m+. En voksen han blev fundet i et stengærde. Senere har han også fundet den i nåleførne, og kravlende frit på en murstensvæg midt inde på kirkegården. Baseret på denne observation er arten muligvis ved at naturalisere sig til mere fugtige synantrope miljøer.

I Tyskland noteres arten også som forekommende indendørs og i drivhuse (wiki.arages.de), dette er dog ikke observeret i Danmark endnu.

Harpactea rubicunda ny art for landet, der blev fundet første gang i 2010 i Kbh nær DSB’s lokomotiv værksted. Her er den formentlig bragt til via. togruter fra Centraleuropa, hvor den har sin naturlige udbredelse (Naturligt har den en ret begrænset udbredelse, sammenlignet med andre arter). København, Aarhus, Rødbyhavn, Herning, Kolding, Nykøbing Falster er alle byer hvor togbanerne holder på livskraftige bestande. Arten har sin naturlige udbredelse i Centraleuropa, der er forholdsvis begrænset sammenlignet med andre edderkopper. I Sydeuropa har den mange søsterater i samme slægt. Mange der formentlig er ubeskrevet for videnskaben.

I Tyskland kaldes arten for ”Großer Langfinger” – Om ”Langfinger” skal læses som ”Den med de lange fingre”, eller blot som ”tyv” (Som man kalder en Langfinger på Tysk) ved forfatteren ikke, men de lange fingre ville give mening. Artens 1. og 2. par ben er nemlig meget lange, og kan ligne lidt en hånd, i måden de bevæger sig og trækkes sammen på.