art: Skestork - Platalea leucorodia

Skestorken er let genkendelig på dens skeformede næb og den gullige halsring. I flugt kan den minde om andre store og hvide fugle, såsom silkehejre og sølvhejre, men kendes da på dens strakte hals, samt at den ofte flyver i grupper på lige linje.

Fødesøgningen foregår i lavvandede områder, hvor skestorkene med det flade næb filtrerer småfisk, insektlarver, snegle, muslinger, krebsdyr, haletudser og smådyr fra vandet ved at bevæge næbbet sidelæns i vandet, mens skestorken bevæger sig fremad. Næbbet fungerer da både som en si og en skovl. Skestorke er sky fugle, der kræver ro omkring ynglestedet. Den begynder at yngle i en alder af 3-4 år, hvorefter den årligt kan få 1 kuld på 3-5 æg, der har en rugetid på 24-25 dage. Herefter har fugleungerne et ungetid på 45-50 dage. Efter yngletiden opbygger skestorkene fedtlag, inden de trækker til overvintringsområderne.

Skestorke forekommer i åbne kystområder, floddeltaer, åbne moseområder eller i kystlaguner, hvor reden kan placeres i rørskov eller på småøer. Her er æg og unger i sikkerhed for ræven.

Skestorken har ikke på noget tidspunkt været en udbredt art i Danmark, og fra 1900-tallet kendes kun til ynglepar i få og korte perioder. Efter 27 års fravær ynglede der atter skestork i Danmark i 1996. Siden da har bestanden været i fremgang i Danmark og lå i 2022 på ca. 537 par. Skestorken er en trækfugl, der overvintrer i Vestafrika. Danmark er det nordligste yngleområde for arten. De danske ynglefugle ankommer i marts-april og trækker sydpå igen i slutningen af august til september. Skestorken opleves bedst i Skjern Enge.

Skestorken er trods sit navn ikke en stork, men en ibis, der hovedsageligt er en familie bestående af tropiske fugle. Skestorken er den eneste i ibisfamilien, der yngler i Danmark.

Miljøstyrelsen

Politikens Store Fuglebog (2018). Tommy Dybbro, Politikens Forlag, s. 61

Skestork i Danmarks Fugle (2023), Dansk Ornitologisk Forening