Harlekinmariehøne kan forveksles med flere andre mariehønearter på grund af den store variation i farvetegningerne. Helt overordnet er harlekinmariehønen dog mere rund end de hjemmehørende mariehøns. Derudover har de sorte varianter altid hvide sider på forkroppen, hvilket ikke ses hos andre sorte mariehøns arter.

Den røde form kan forveksles med andre mariehøns med orange-røde dækvinger. Tiplettet mariehøne er meget almindelig og forveksles ofte med harlekinmariehøne, selvom den er betydeligt mindre. Syvplettet mariehøne, er altid rød med syv sorte pletter placeret i samme position, hvilket ikke ses hos harlekinmariehøns. Derudover er den sort på undersiden og har sorte ben. Toplettet mariehøne, er kun ca. halvt så stor. Øjeplettet mariehøne er den største danske mariehøne (7-8.5 mm.) og er rød med 15 sorte prikker. Modsat harlekinmariehøne og andre danske mariehøns, har den sorte pletter en gullig-hvid ring omkring sig.

Stribet mariehøne er også en forvekslingsmulighed, men den er en mere oval i formen end harlekinmariehøns, og dækvingerne er rødbrune med lyse, aflange pletter.

Sorte mariehøns med røde pletter er altid mindre (3-5 mm) end harlekinmariehønen. 

Både voksne og larver af harlekinmariehønen lever af bladlus og andre insekter, heriblandt andre mariehønearter, Hertil kommer bløde frugter som æbler og pærer. Harlekinmariehønen er aktiv det meste af året, men går i dvale når temperaturen når under 10 °C. Dog kan den være aktiv om vinteren, hvis vejret tillader det. Den foretrækker at overvintre indendøre, i modsætning til de fleste andre arter af mariehøns, der overvintrer under bark, sten og græs. Den udskiller feromoner, som gør, at den kan finde tilbage til tidligere overvintrings- og fødelokaliteter.

Hunnerne forlader overvintringsstederne i løbet af foråret for at opsøge gode fødekilder, ofte bladluskolonier. Her lægger hunnerne deres æg i små grupper på blade, og efter 3–5 dage klækker de. De nyklækkede larver æder bladlus og andre små insekter, og i løbet af et par uger gennemgår de fire larvestadier. Når det fjerde larvestadie er gennemlevet, danner de en puppe fasthæftet til et blad eller en bladstilk. Harlekinmariehøne kan lægge æg flere gange om året.

Den forsvarer sig ved at udskille en ildelugtende væske når den forstyrres og kan også bide. For mennesker gør biddet sjældent ondt, men nogle kan være allergiske.

Harlekinmariehønen er primært fundet i bynære habitater såsom parker og haver, men den kan dog leve i en bred vifte af habitater og klimaer (fra en del under frysepunktet til over 30 °C). Om vinteren er den ofte at finde i sprækker og revner i bygninger.

Harlekinmariehønen er hjemmehørende i Østasien, men har etableret sig i USA og siden 2001 også i store dele af Europa. Den blev første gang fundet på friland i Danmark i 2006 og er fundet i Københavnsområdet i 2007. På Fyn, Møn og i Sønderjylland er der gjort spredte fund af voksne individer. Baseret på spredningsveje i det øvrige Europa, er harlekinmariehønen sandsynligvis kommet hertil i eller på biler, med importerede varer, eller spredt med vinden. I Danmark er arten også blevet brugt til biologisk kontrol, og det kan ikke udelukkes, at nogen individer er undsluppet. Den er stadig relativ sjælden i Danmark.