Arten kan forveksles med de invasive arter, bisamrotte og sumpbæver, men til forskel er bæveren større end sumpbæveren og meget større end bisamrotten og kan let kendes på dens store og flade hale.

Bæveren er tilpasset livet i vand. Den kan opholde sig under vand i op til 15 minutter og har svømmehud mellem tæerne på bagfødderne, samt gennemsigtige membraner på øjnene, der glider ned, når dyret dykker. Membranerne forhindrer snavs i at genere øjnene, men giver den dårligt syn. Bæveren har dog generelt et dårligt syn, men har en meget veludviklet lugte- og høresans. Den er nataktiv og er mest aktiv fra solnedgang til tidlig morgen. I meget uforstyrrede områder kan bæveren dog også være dagaktiv. Bæveren sover ikke vintersøvn, men dens aktivitet nedsættes en del hen over vinteren. Bæveren lever udelukkende af planter. Mens bark fra løvtræer oftest er eneste fødekilde i det sene efterår og om vinteren, består føden om foråret og sommeren af skud, knopper, blade og småkviste af løvtræer samt vandplanter og urter. Træer som bævreasp, birk og pil foretrækkes. En bæver lever normalt kun 7-8 år. De bliver kønsmodne fra de er 2 år og får typisk ét kuld om året, normalt bestående af 1-3 unger. Bævere er monogame, og danner par flere år i træk med samme partner. Parringen sker i januar-februar måned. Hunnen er drægtig i ca. 105 dage, og ungerne fødes i maj-juni måned og opholder sig i boet, indtil de er omkring 2 måneder gamle. Bævere lever i små familiegrupper, der som regel består af forældrene, deres et år gamle unger samt et nyt kuld unger. Når en bæver bliver kønsmoden, skal den finde sit eget territorium. Bæverne er meget territoriale og markerer deres territorium med duftmarkeringer på små bunker af græs, mos eller mudder. Duftstofferne kommer fra to slags kirtler under bæverens hale – også kaldet bævergejl. Bæverens klask med halen i vandet er en måde at advare andre bævere om, at der er fare på færde.

Bæverboet er som regel en hytte, som dyrene bygger af grene, kviste og mudder på bredden af et vandløb eller en sø. Et bæverbo kan også være en hule, der er gravet ind i en søbred. For at forhindre rovdyr i at komme ind i boet, sørger bævere altid for, at indgangen til boet er dækket af vand. Hvis vandstanden i søen er for lav, bygger bæverne dæmninger, så de kan regulere vandstanden. Da bævere ikke bevæger sig særligt hurtigt på land, så er den hævede vandstand også med til at sikre, at bæveren hurtigt kan flygte ved at svømme væk fra boet. Bæveres manglende hurtighed på land er grunden til, at langt størstedelen af føden findes inden for kort afstand fra vandkanten (ofte omkring 30 meter). Den hævede vandstand ved bæverboet er også medvirkende til, at bæverens føde bliver nemmere tilgængelig nær vandkanten, og bæveren kan også nemmere svømme og transportere byggematerialer af træ til boet eller dæmningen.

Bæveren uddøde i Danmark for mere end 2.500 år siden, men blev i 1999 genindført. I første omgang blev 18 dyr indfanget ved Elben i Tyskland og udsat i Flynder Å-systemet ved Klosterheden. I 2009 og 2010 blev yderligere 14 dyr udsat ved Arresø i Nordsjælland. Bæveren klarer sig godt i Danmark, og bestanden vokser fra år til år. Bæverne fra både Klosterheden og Arresø har formået at sprede sig via vandløb og åer til andre områder, og bæveren anses i dag som en integreret del af den danske natur.

Miljøstyrelsen

Naturhistorisk Museum Aarhus

Bæveren er en økologisk nøgleart. Det betyder, at dens levevis skaber levesteder for en lang række andre organismer. Bævernes tilknytning til ferskvand, og dens aktivitet i og omkring vandet, med efterfølgende oversvømmelser, tilførsel af dødt ved og vedligehold af lysåbne arealer, er med til at forbedre den økologiske tilstand i området, da der skabes en række nicher, som andre dyr og planter kan udnytte. Dæmningerne kan tilbageholde næringsstoffer og suspenderet materiale, og under særligt våde perioder, vil en opstemning af vandet opstrøms medvirke til klimasikring af nedstrømsarealer.