#77759 | Planteriget / Karplanter / Tokimbladede / Læbeblomstordenen / Gyvelkvælerfamilien / Kohvedeslægten /

Almindelig kohvede er en enårig plante, der er forsynet med en pælerod med få siderødder. Den glatte, firkantede stængel kan blive op til 40 cm høj. De lancetformede, modsatte løvblade er grønne og helrandede, mens blomsterstanden grønne støtteblade enten er helrandede eller forsynet med tænder basalt. De undersædige blomster sidder ensidigt, parvist for enden af stænglen og er vandret udstående og divergerende. Bægeret er helt og forsynet med 4 op til 5mm lange, opadbøjede, spidse flige. Kronen er læbeformet, hvor overlæben er sammentrykt fra siden og håret i spidsen på undersiden, mens underlæben er 3-fliget. Kronen er op til 2 cm lang, dobbelt så lang som bægeret, hvid på ydersiden undertiden med rødlige nuancer mod spidsen og indvendigt på underlæben gul. Der er 4 støvblade, der er indeholdt i kronen. Frugten er en flad 2-rummet kapsel, der er længere end bægret med i hvert rum 1-2 frø, der er forsynet med et olieholdigt vedhæng. Den blomstrer fra slutningen af maj til begyndelsen af september.
Forvekslingsmuligheder
Almindelig kohvede kan forveksles med skov-kohvede, hvis blomster er solgule, kun lidt længere end bægeret og sidder parallelt i blomsterstanden. Kapslen er af længde med bægeret.
Biologi
Almindelig kohvede tilhørere gruppen af halvsnyltere, der ud over at producere energi ved normal fotosyntese også modtager næring ved at snylte på værtsplanter f.eks. forskellige græsarter. Frøspredningen sker dels ved vindslyngspredning dels ved myrespredning.
Levested
Almindelig kohvede vokser på lysåben til let skygget, mest noget tør, overvejende sur, næringsfattig jordbund i morbundsbøgeskov, egeskov, egekrat, birkeskov, hedeplantage, vejrabat i nåleskov, skovdige, nordvendt hedebakke samt i lavning bag strandvold og klit.
Udbredelse
Almindelig kohvede forekommer i hele Danmark og fortrinsvis i de næringsfattige dele af Jylland, i Nordsjælland og på Bornholm. Arten er ikke registreret på flere danske øer som Anholt, øerne i det Sydfynske Øhav og i Smålandsfarvandet.
Kilde
Atlas Flora Danica
Dansk flora
Dansk feltflora
Danmarks Vilde Planter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: