art: Vortebider - Decticus verrucivorus

De to andre store løvgræshopper, stor grøn løvgræshoppe og syngende løvgræshoppe, er næsten ensfarvet grønne med en brunlig rygstribe. De er mere langstrakte, og vingerne når markant længere ud over bagkroppen. Desuden er pronotum uden midterkøl.

Føden består af såvel planter som insekter - heriblandt markgræshopper - samt insektlarver. Æggene lægges enkeltvis, typisk i sandet jord. De overvintrer minimum to gange, men hvis forholdene ikke er hensigtsmæssige, kan der gå op til syv år, inden de klækker. De voksne dyr træffes fra midten af juni til september.

Findes især på varme og soleksponerede steder, såsom heder, overdrev og sandede brakmarker, men kan også træffes på fugtige og frodige enge.

Udbredt over hele landet, men tilsyneladende gået markant tilbage i de seneste årtier. Især udbredt i Midt- og Vestjylland.

Navnet vortebider har sandsynligvis sin oprindelse i gammel, lokal svensk folketro, som tilsagde græshoppen evner som vortefjerner. Fremgangsmåden var efter sigende, at man fangede en vortebider, placerede dens mund ved vorten, hvorefter græshoppen ville bide vorten i stykker og udspy en sort væske, som ville få vorten til at forsvinde. Den evne har græshoppen dog ikke.

Nielsen, O.F. 2000. De danske græshopper. Danmarks Dyreliv, bind 9 (med tilhørende CD). Apollo Books. (Se afsnit om græshoppernes sang).

Græshopper. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).