Beskrivelse

Tilrettet af Asger Roland Jensen, d. 02-08-2023

Alken er en kraftigt bygget fugl. Den har et stort bredt hoved og et højt sort næb med smalle hvide striber. Hoved, hals og oversiden af kroppen er sort. Undersiden af kroppen er helt hvid. I vinterdragten har alken en hvid tøjlestribe på halsen. For enden af vingens overside sidder et hvidt bånd. Undersiden af vingerne er sort, og ved armhulen er den hvid. Halen er spids, og fødderne er placeret bagerst på kroppen, hvilket får den til at se meget rank ud når den står på fødderne. Alken bliver op til 41 cm lang, med et vingefang på 63-67 cm. Fuglen vejer ca. 500-750 gram. 

Forvekslingsmuligheder

Arten kan forveksles med lomvien. Arterne kendes bedst fra hinanden ved at kigge på næbbene. Alkens næb er højt og sammentrykket, hvor lomviens næb er smalt og spidst. Alken har desuden et væsentligt kraftigere hoved og hals og en længere hale. 

Biologi

Alken lever af fisk og krebsdyr. Den befinder sig ofte langt ude på havet, hvor den jager. Her dykker den ned til 5 meters dybde efter små fisk. Når den befinder sig under vandet, bruger den sine vinger som årer. Arten får kun 1 kuld om året bestående af 1 æg. Ægget lægges på smalle klippehylder, hvor der er fare for at ægget falder ned. Ægget er derfor tilspidset, så det vil rotere rundt om sig selv hvis det bliver skubbet til. Dermed nedsættes risikoen for at ægget falder ned fra klippen. Ægget ruges i 26-32 dage, og ungerne forlader reden efter 14-21 dage. Ligesom ægget er ungen også tilpasset til at leve på smalle klippevægge. Ungen bevæger sig kun meget lidt omkring og holder sig tæt indtil klippevæggen i tilfælde af forstyrrelser. Alken bliver helt op til 30 år gammel i naturen.

Levested

Arten yngler i kolonier, ofte sammen med lomvier, på fuglefjelde. Den befinder sig kun på land i yngletiden. Alken er en fåtallig ynglefugl i Danmark, men som træk- og vintergæst er den meget almindelig. Om vinteren kan op mod 400.000 alke ses i de danske farvande. 

Udbredelse

I Danmark findes ynglende alke kun på Nordbornholm. Som træk- og vintergæst kan alken træffes i samtlige danske farvande. 

Kilde

Alk i Danmarks fugle (2022) Dansk Ornitologisk Forening

Fugle i felten af Lars Svensson (2012), L&R Egmont.

Politikens store fuglebog af Tommy Dybbro (2019), Politikens Forlag.

Videre læsning

Alk. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Noter fra taxonadministratoren

Rødliste

Rødlistevurderet som både ynglefugl og trækfugl. Status for førstnævnte angives her (læs mere her)

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo