art: Sitka-gran - Picea sitchensis

Arten kan skelnes fra andre arter af gran på dens lysebrune og små kogler, grå og skællende bark og nåle, der er flade og meget stikkende. 

Sitka-gran har stort spredningspotentiale og høj vækstrate. Dens frø spredes med vinden op til flere 100 meter væk fra modertræet. Ældre graner udvikler ofte vanris mellem grenkransene. Sitka-gran forsurer jordbunden og vandløb, der løber igennem bevoksninger. Granen kan dermed have negativ effekt for lokale arter, særligt vandløbsorganismer, der ikke tåler de forsurede forhold, sitka-granen skaber i et område. 

Arten kan vokse på al slags jord, tåler meget vind og er modstandsdygtig over for saltnedslag. Sitka-gran er udplantet særligt i nord- og vestjyske klitplantager, i kystnære skove og på stærkt vindeksponerede lokaliteter som læhegn, men forekommer også på heder, i højmoser, hængesække, i skovbevoksede tørvemoser samt bøge- og egeskov. 

Sitka-gran er hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, hvor den er udbredt langs hele Stillehavskysten fra Alaska til Californien. Arten blev indført til Europa i 1830'erne og observeret første gang i Danmark i 1855. Siden er træet udplantet i stor udstrækning. I dag er sitka-gran spredt, som forvildet, og forekommer almindeligt i Jylland og i sydlige og vestlige dele af Øerne og Bornholm.

Arten er opkaldt efter øen Sitka, der ligger i den sydlige del af Alaskas kyst.