art: Skarv - Phalacrocorax carbo

Skarven forveksles let med den noget sjældnere topskarv. Denne art er noget mindre og spinklere end skarven, og har en slankere hals og et tyndere næb. Flugten er hurtigere end skarvens, og maven forekommer mere afrundet og tyk. Topskarvens yngledragt er helt mørk, hvad der fremhæver de gule mundvige. På nært hold har dragten en tydelig grøn metalglans. Desuden har ynglefuglene en markant, krøllet fjertop på issen, som har givet fuglen dens danske navn. Topskarvens vinterdragt er matsort med lys hage, og næbbet er gulligt. Ungfuglene har mørkebrun overside og lysebrun underside med hvidlig hage.

Skarvens føde består af fisk, som den behændigt jager under vandet. Fjerdragten er specielt tilpasset denne jagtform, idet skarvens fjerdragt tillader, at der trænger vand ind mellem fjerene. Det betyder, at skarven ikke skal kæmpe mod opdrift under jagten. En konsekvens af, at fjerdragten ikke er vandskyende er, at skarven er nødsaget til at bruge tid på at lufttørre fjerdragten efter svømmeturen. Det sker ofte med karakteristisk udbredte vinger. I mange områder har undersøgelser vist, at over 50% af skarvens føde består af kommercielt uinteressante fiskearter, såsom ising, ulk og ålekvabbe. Noget af skarvens dårlige ry som konkurrent til fiskerne er dermed ufortjent.

I Danmark finder man ofte skarven ved fjorde, lavvandede kyster og større søer.

Skarven er en almindelig ynglefugl i Danmark. De største kolonier af ynglepar herhjemme findes ved Tofte Sø i Lille Vildmose, på Vorsø i Horsens Fjord og ved Brændegårds Sø på Sydfyn. Skarven forekommer i Europa, Asien, Afrika, Oceanien samt Grønland og det østligste Nordamerika.

I de skarvkolonier, hvor rederne placeres i træer, kan mængden af afføring (guano) være så stor, at den dræber de træer, som rederne er placerede i.

Skarv. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).