art: Sanglærke - Alauda arvensis

Den kan især forveksles med toplærke og hedelærke. I flugt adskiller sanglærken sig bl.a. ved at have hvid bagvingekant og halesider. Derudover har hedelærke kortere hale og et hvidt vingebånd i hånden. Toplærke har større hovedtop og et længere og mere robust næb. Sanglærke kan også ligne nogle pibere, men disse er bl.a. slankere, har mindre næb og helt anderledes stemmer.

Sanglærken lever af insekter, grønne plantedele og frø. Insekter, korn og ukrudtsfrø er vigtige i sommerhalvåret, mens blade og ukrudtsfrø udgør en stor del af føden om vinteren.

Sanglærken er karakterfugl i det åbne land, på heder og enge, og dens succes skyldes især, at den er tilpasset dyrkede marker. Reden anlægges i en vis afstand fra træer, formentlig for at undgå redeplyndring fra kragefugle, der benytter grenene som udsigtsposter.

I Danmark er sanglærken stadig meget almindelig. Den forekommer over hele landet, men i noget varierende omfang. I Hovedstadsområdet er den eksempelvis ikke så talrig som i resten af landet. Bestandstætheden er størst i Jylland. I Europa forekommer sanglærken overalt på nær Island. Sanglærken har også en stor udbredelse udenfor Europa, hvor den findes i den nordlige del af Asien, østpå til Japan, og i det nordligste Afrika. 

I perioden 1976-1985 gik bestanden af sanglærke tilbage med knap 50 %, hvilket tilskrives intensiveret landbrugsproduktion og en stigning i pesticidforbruget. Fra sidst i 90'erne er bestanden faldet yderligere, så den totalt set er blevet mere end halveret gennem de sidste tre årtier. Den er dog stadig Danmarks 3. mest almindelige fugl efter solsorten og bogfinken.

Lærker_1, 2, 3. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).