art: Helt - Coregonus maraena

Heltling har underbid, mens helt har overbid. I ferskvand kendes stallinger på en lang, høj rygfinne. Karpefisk – såsom skalle, strømskalle og rimte – mangler en fedtfinne. Smelten, der lever i både fersk- og saltvand, kan kendes på en meget større mund, hvis bagkant når tilbage under den bageste del af øjet. Fra andre sølvskinnende saltvandsfisk med fedtfinne som guldlaks og strømsild kendes helten på de mindre øjne (mindre end snudelængden), mens de er omtrent som snudelængden hos strømsilden og større end snudelængden hos guldlaksen . Desuden har helten også en meget større mund. Fra små sildefisk, som heltynglen kan minde meget om, kan den lettest kendes på tilstedeværelsen af fedtfinnen.

Hvirvelløse dyr udgør hovedparten af føden hos de fleste bestande, men fisk kan udgøre en større eller mindre del af føden, og kannibalisme forekommer også. Larverne æder små planktondyr, og senere er især vandlopper det helt dominerende bytte. Mange heltbestande er vandrebestande, der primært vandrer mellem gyde- og opvækstområder. Herudover foretager helt ofte døgnbestemte vandringer op og ned i vandsøjlen, ligesom man kender det fra mange andre fisk. De følger byttedyrene op i vandsøjlen om natten og ned på større dybder om dagen, hvor risikoen for at blive ædt er mindre. Skiftet i dybde kan være på 15-20 m. Helt er ferskvandsfisk, men de kan tåle vand med et forholdsvis højt saltindhold. Gydningen foregår i ferskvand og i Danmark normalt i november-december, men den kan vare til ind i januar. Kan blive 20-25 år.

Overordnet set foretrækker helt større, klarvandede, kølige søer samt brakvandsområder og de tilknyttede vandløb. Fiskene er dog særdeles gode til at tilpasse sig lokale forhold.

Forholdsvis sjælden. Fra naturens side er helten udbredt i Vestjylland fra Limfjorden i nord til Varde Å i syd og i de tilstødende fjordsystemer. Desuden er den naturlig i Gudenåsystemet, som i perioden efter seneste istid havde udløb via Skals Å til Limfjorden. Udbredelsen i havet er koncentreret omkring Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord, Limfjorden og Randers Fjord, og bestandene her er delvist båret oppe af massive udsætninger. På Sjælland er helten også blevet udsat i flere omgange, bl.a. i Suså-systemet, men er i dag næsten forsvundet. I 2007 blev en helt fanget ved Bornholm.

Mange vil have hørt om snæblen i medierne. Rent videnskabeligt betragtes snæblen som vadehavsbestandene af helten. Snæblen har som regel (men ikke altid) en snude, der er lang og spids, mens helten oftest har en kortere og mere skråt afskåret snudespids. Også blandt heltene kan der dog være eksemplarer med ”snæbelsnude”. Og så er snudespidsen ofte mørk hos snæblen.

Helt. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).