art: Dobbeltbekkasin - Gallinago gallinago

Dobbeltbekkasin kan forveksles med sin nære slægtning enkeltbekkasin. Denne har dog et væsentligt kortere næb, og kroppen udgør kun 2/3 af størrelsen på dobbeltbekkasinen. 

Arten lever af orme, krebsdyr, snegle og diverse insekter. Den fanger typisk sit bytte i lavvandede sumpe, hvor vegetation er tæt. Dobbeltbekkasinen bruger sit veludviklede næb til at bore op og ned i mudderet for at fange sit bytte. Fuglen er på grund af sin camouflerede fjerdragt ret uanseelig, når den befinder sig i vegetationen. Kommer man tæt på den, trykker den sig ned mod jorden for at gøre sig usynlig. Bliver dobbeltbekkasinen skræmt, springer den op og fremfører en hæs lyd og flyver bort i en siksak-flugt. I parringssæsonen udviser hannen en særlig parringsflugt. Hannen flyver over sit territorie og lader sig falde mod jorden med udspilede halefjer. Dette afgiver en brummende lyd, der minder om en trommehvirvel. Arten får 1 kuld på 4 æg om året. Æggene ruges i 18-20 dage. Når ungerne udklækkes fordeler forældrene ungerne imellem sig, og giver dem ynglepleje hver for sig. Dobbeltbekkasinen bliver 5-10 år gammel i naturen. 

Rederne anlægges i sumpede moser, kær og enge, hvor der er rigeligt med føde, og dobbeltbekkasinen kan gøre brug af sin camouflage. I Danmark er arten en almindelig ynglefugl og en meget almindelig trækgæst.  

Dobbelbekkasinen er udbredt i det meste af landet, men mest talrig i Vest- og Nordjylland. 

Dobbeltbekkasin i Danmarks fugle (2022), Dansk Ornitologisk Forening.

Fugle i felten af Lars Svensson (2012), L&R Egmont.

Politikens store fuglebog af Tommy Dybbro (2019), Politikens Forlag.

Bekkasiner. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).