art: Landsvale - Hirundo rustica

De mest sandsynlige forvekslingsmuligheder er bysvale og digesvale. Førstnævnte mangler landsvalens forlængede ydre halefjer samt den røde farve på pande og strube. Digesvale mangler også ovenstående karakterer og giver generelt et mere brunligt indtryk. Desuden har digesvale brunt brystbånd.

Landsvalen lever af insekter, som den fanger i luften. Når kreaturer er af betydning for landsvalen, skyldes det, at de tiltrækker fluer i stort tal. Svalernes flugthøjde er vejrafhængig, idet optræk til regnvejr medfører, at insekterne flyver lavere. Landsvalen yngler både i solitære par, hvor hannen forsvarer territoriet intenst mod udefrakommende hanner, og - hvor fødemængden er optimal - i kolonier, hvor rederne kan være anbragt med ned til en halv meters mellemrum. Her foregår en intensiv magevogtning, fordi hannerne ofte forsøger at parre sig med andre hunner. Det er især langhalede hanner, der parrer sig med korthalede hanners mager, hvorved de langhalede hanner får forhøjet ynglesucces. Landsvalen trækker bort om efteråret. I tiden før trækket samler svalerne sig i store flokke på op til titusinder individer ved søer og åer med tagrørsbevoksning. Under selve trækket optræder svalerne derimod alene eller i mindre flokke. De danske landsvaler overvintrer i det sydlige Afrika, mens sydeuropæiske landsvaler typisk overvintrer nordligere i Afrika.

Findes især i lysåbne habitater nær søer og ved menneskelig bebyggelse.

Som den talrigeste svaleart i Danmark, er arten en almindelig ynglefugl på gårde med husdyrhold, specielt med kreaturer, men den optræder også som ynglefugl i byer. Landsvalen forekommer talrigt i Sydvestjylland, Himmerland, Thy og Vendsyssel og på Sydvestsjælland. Det kan skyldes, at der her er et relativt udbredt kvæghold. På sydøstvendte kyster som Falster, Møn og Østfyn kan det være gunstige klimatiske betingelser, der giver en høj tæthed. Det har endvidere vist sig, at bestanden er tættest på økologisk dyrkede landbrug. Landsvalen er udbredt i næsten hele Europa bortset fra det nordnorske bjergland og Island. Andre racer af landsvale end den europæiske er udbredt i Nordafrika, Asien og Nordamerika. 

Udtrykket "en svale gør ingen sommer" kommer af, at svalen ankommer til ynglekvarteret på meget forskellige tidspunkter. Svalen har gennem tiden været anset for en lykkebringer. Hvor svalen byggede rede, mentes den at bringe lykke til hjemmets beboere, og det ansås for helligbrøde at slå en svale ihjel. Halens længde er en statusmarkør. Det kræver energi at flyve med en lang hale, så den lange hale er et tegn på fuglens kondition, hvad der gør hanner med en ekstra lang hale attraktiv for hunner. Antallet af hanner med dårlig kondition er reduceret kraftigt i de seneste årtier med det resultat, at halelængden på danske landsvalehanner i gennemsnit er blevet 10 % længere i perioden. Der knytter sig megen folkelig opmærksomhed og overtro til svalen på grund af, at den er nært knyttet til menneskelig beboelse, og at den har et karakteristisk udseende og en iøjnefaldende flugt.

Svaler_1, 2, 3. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).