art: Lubbe - Pollachius pollachius

Med sine tre rygfinner og to gatfinner kan lubben kun forveksles med andre af torskefamiliens øvrige arter. Fra disse kan den kendes på en kombination af følgende karakterer: lille mellemrum mellem rygfinnerne, underbid, snuden længere end øjets diameter, uden skægtråd, uden mørk plet ved brystfinnen og uden åbne slimgruber oven på hovedet. Sejens sidelinje er som regel lys og lige, mens lubbens sidelinje normalt er mørk og slår en stor bue under den forreste rygfinne. Desuden mangler lubber i alle størrelser skægtråd, mens små sej har en lille skægtråd.

Føden består af fisk, krebsdyr og blæksprutter. Lubber jager enkeltvis eller i mindre stimer, og de kan ligge helt stille ved bunden for at holde øje med stimer af tobis over dem for så pludselig at svømme op for at gribe byttet. Denne jagtmetode har også været observeret for yngre individer, der jager pungrejer eller kutlinger. Gyder fra januar til maj eller juni, bl.a. i Nordsøen og i Skagerrak, mens den ikke yngler i vore indre farvande, hvor saltholdigheden er for lav. Kan blive 15-17 år gammel.

Lubben er sammen med sejen den torskefisk, der er mindst knyttet til bunden. Den opholder sig oftest i havets frie vandmasser, helst over hård bund og på steder med strøm. Den er fundet ned til godt 400 meters dybde, men foretrækker dybder på 40-100 m.

Forholdsvis almindelig. Udbredt i Nordsøen, Skagerrak og i Kattegat, men ingen steder er den specielt talrig. Længere inde i vore farvande er forekomsten mere sporadisk, men strækker sig ned gennem Øresund og Lillebælt og Storebælt til den vestlige Østersø. I sjældne tilfælde findes der også lubber i havet omkring Bornholm. I vore fjorde er lubben ikke almindelig.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.