art: Ørnerokke - Myliobatis aquila

Ørnerokken adskiller sig tydeligt fra de øvrige danske rokkearter. Bl.a. er den let at kende på, at hovedet rager frem fra kroppen, mens det går mere i et med kroppen hos de øvrige. Den brede krop med de spidse vinger er også et godt kendetegn. Pigrokken er meget smallere og mangler rygfinnen.

Føden består især af hvirvelløse bunddyr, særligt muslinger og krebsdyr samt børsteorme, som fanges på eller i bunden, hvor de graves op vha. slag med ”vingerne”. Ørnerokken knuser let tykskallede muslinger med sine brolagte knusetænder. Der indgår også en del forskellige fiskearter i føden. Fiskene er varmttempererede og tropiske, og de foretrækker en vandtemperatur på ca. 26 °C. Ørnerokker træffes både enkeltvis og i stimer eller flokke. Fiskene nærmest ”flyver” gennem vandet ved at slå med de store brystfinner, der fungerer som vinger. Ørnerokker føder levende unger, men yngler ikke nord for Den Engelsk Kanal. Rokkerne kan formentlig blive ca. 40 år gamle.

Ørnerokken er en kystfisk, der findes fra overfladen og ned til ca. 100 meters dybde. I sjældnere tilfælde kan den træffes dybere. Ørnerokkerne er ikke i samme grad knyttet til havbunden som de fleste andre af vore rokker, og de lever ofte i de frie vandmasser og kan træffes helt oppe i havoverfladen, hvor de undertiden kan ses springe. Når arten træffes på havbunden, findes den på sand- eller mudderbund.

En meget sjælden gæst i danske farvande. Den kundes kun med sikkerhed fra to fund, det seneste er fra 1982.

Ørnerokker er ikke aggressive, men piggen ved haleroden er giftig og kan give et meget smertefuldt sår. Hvis man bliver stukket, bør såret holdes i så varmt vand som muligt for at nedbryde giften.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.