#89066 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Andefugle / Andefugle / Anser /
Den er en af vore største gåsearter, og som navnet antyder, er den hovedsageligt grå. Vingerne er dog mørkebrune med karakteristiske lyse forvinger, der tydeligt ses i flugt. På bugen kan voksne grågæs have fine sorte asymmetriske bånd af varierende udbredelse. Benene er lyserøde og det store næb er orangerødt.
Forvekslingsmuligheder
Den forveksles let med de andre grå gæs herunder blisgås, kortnæbbet gås og de to arter af sædgås. Grågåsen er den største af disse gæs og adskiller sig bl.a. ved sit lyse felt på undervingen samt ensfarvet orange næb.
Biologi
I yngleperioden består hovedparten af gæssenes føde af græs og urter, som de finder på enge og græsplæner tæt på reden. I sensommeren, hvor grågæssene samler sig i store flokke, søges føden hovedsageligt på stubmarker i form af spildkerner fra høsten. Før høsten kan de gå ind på kornmarker, hvor kraftigt uvejr har fået kornet til at lægge sig. Landmænd kan få dispensation til at skyde grågæs i juli-august, hvis gæssene skader afgrøderne.
Levested
Fuglene yngler herhjemme i søer og moser med rørskov, hvor der er nærliggende enge eller græsplæner, som bruges til fødesøgning.
Udbredelse
Grågåsen er en almindelig ynglefugl særligt i Østdanmark. De yngler ofte i kolonier. Den største koloni herhjemme er i Vejlerne, hvor der yngler over 1.000 par. Parrene holder normalt sammen på livstid. Grågæssene kan være meget tillidsfulde på ynglepladser, hvor de ikke er truet af mennesker, f.eks. i Utterslev Mose. Her kan man komme helt tæt på dem, når de søger føde på græsplænerne. Grågæssene er i de senere år også begyndt at yngle på øer og holme i lavvandede farvande. Det er formentlig et udtryk for, at arten er i fremgang, og de gode ynglepladser på fastlandet allerede er besat. Desuden er der sket en ekspansion mod vest.
Ikke-ynglende gæs foretager et træk i juni til fældningspladser. Her kan de opholde sig i fred, mens de fælder svingfjerene og ikke er i stand til at flyve. Ved Saltbækvig, Maribosøerne og på Saltholm samles grågæssene i stort antal i denne periode. På Saltholm samles således op til 37.000 fældefugle, heraf mange fra Skåne og Østersølandene. Antallet steg under byggeriet af Øresundsbroen. Endvidere samles gæssene også i stort tal fra slutningen af juli på bestemte samlingspladser, inden de trækker sydpå i september-november. Grågåsen er udbredt i store dele af Europa og Sibirien. De gæs, der yngler i Danmark, overvintrer i Holland og Sydspanien. Et mindre, men stigende antal grågæs bliver i Danmark vinteren over.
Videre læsning
Gæs. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som både ynglefugl og trækfugl. Status for førstnævnte angives her (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: