art: Sortmundet kutling - Neogobius melanostomus

Alene størrelsen hos de voksne forhindrer forveksling med de fleste andre kutlinger. Sortkutlingen har normalt et sort område øverst i forreste del af rygfinnerne, mens den sortmundede kutling har en sort plet bagest i forreste rygfinne. Nogle sortkutlinger har dog også et sort område nederst i den bageste del af rygfinnen. Desuden har sortkutlingen kun 13-14 finnestråler i bageste rygfinne, mens den sortmundede kutling har 15-17 finnestråler. Endelig bliver sortkutlingen herhjemme kun op til ca. 15 cm (op til 21,5 cm i Norge), mens sortmundede kutlinger ofte bliver 15-20 cm.

Føden består især af bløddyr, krebsdyr og børsteorme samt i mindre grad småfisk og insektlarver. Den sortmundede kutling har et overraskende kraftigt bid, så den har ingen problemer med at knuse sneglehuse, muslingeskaller og andre hårde fødeemner. Arten er aktiv både dag og nat. Arten tåler store udsving i saltholdigheden, men der findes ikke egentlige bestande i havvand med en høj saltholdighed. Den sortmundede kutling tåler også store udsving i temperaturen, og den kan overleve temperaturer på -1 til 30 °C. Yngler fra april til september. Kan leve i op til mindst syv år.

Lever normalt på lavt vand fra kysten og ned til ca. 20 meters dybde, men er truffet ned til 60 meters dybde. De helt unge eksemplarer ses ofte på helt ind til 10-20 cm vand. Den sortmundede kutling tåler salt-, brak- og ferskvand, men saltholdigheden må ikke blive for høj. Arten findes på grusbund, stenbund, sandmund og mudderbund, og den foretrækker beskyttede levesteder, f.eks. fjorde og bugter.

Meget almindelig. Den sortmundede kutling er en ikke-hjemmehørende art, der er under spredning i salt-, brak og ferskvand i Danmark, hvor den i dag findes i den sydøstlige del af landet. Den er kommet hertil ved en kombination af transport med ballastvand og via kunstige skibskanaler, der har forbundet de store flodsystemer i Europa med Sortehavet, hvor den lever naturligt. Arten forventes i de kommende år at sprede sig til egnede lokaliteter i størstedelen af landet, specielt i fjordene.

I yngletiden vogter hannen et territorium. Han lokker hunnerne til med bl.a. feromoner fra urinen og kaldelyde. De afsætter deres æg på passende strukturer, f.eks. sten, tomme muslingeskaller, træstykker eller rødder. Som hos mange andre kutlinger afsættes æggene oftest på loftet af en udgravet fordybning under strukturen. Flere hunner kan lægge deres æg i den samme rede. De dominerende hanner vogter æggene og forsyner den med ilt ved at vifte med finnerne, indtil de klækker efter to-tre uger.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.