art: Spættet sæl - Phoca vitulina

Spættet sæl kan forveklses med ringsæl, der er mindre end spættet sæl. Gråsælen ligner også, men kan kendes på dens lige profil mellem pande og snude, samt dens kegleformede snude. 

Den spættede sæl lever primært af fisk, men den kan også tage blæksprutter og krebsdyr. Den sluger sit bytte helt. Sælerne færdes ofte alene, men på land ligger de gerne i flokke på op til 500 individer. Parringstiden foregår i august-september, hvorefter sælerne fælder deres pels, da de opholder sig mere på land i denne periode. Sælen har forlænget drægtighed på 2-3 måneder og en fosterudvikling på ca. 8 måneder. I juli fødes en enkelt unge, der dier i ca. 4 uger, hvorefter den må klare sig selv. Den nydfødte unge kan være op til 95 cm lang og veje over 10 kg. Sælen er meget følsom over for forstyrrelser, særligt i yngletiden, når ungen dier, og når den skifter pels i august-september. Sælunger der ligger alene på strandbredden og hyler, er oftest ikke blevet forladt. Moren er sandsynligvis svømmet ud for at finde føde, og ungen kan være ladt alene i flere timer. Menneskers færden i nærheden af ungen kan hindre, at moren vender tilbage. Sælen har et tykt spæklag under huden og med dens særlige blodkredsløb, kan den holde varmen i det kolde vand.

Sælen lever i uforstyrrede kystområder, på øer, sandstrande, rev, skær, holme og sandbanker, hvor den både hviler, yngler og skifter pels. På land er sælerne oftest samlet i små flokke. 

Spættet sæl er den hyppigst forekommende sæl i Danmark og er vidt udbredt i hele landet. De største bestande lever i Kattegat, Limfjorden og Vadehavet. 

"Sæl" stammer fra tysk og betyder "den, der slæber sig afsted". 

Aarhus Naturhistorisk Museum

Miljøstyrelsen 

Sæler_1, 2, 3, 4. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).