art: Iberisk skovsnegl - Arion cf. vulgaris

Meget rødbrune og sortbrune eksemplarer af iberisk skovsnegl kan forveksles med hhv. rød skovsnegl og sort skovsnegl (se kendetegn for disse). Nogle voksne individer kan kun adskilles på indre morfologiske karaktertræk. Unge individer af rød skovsnegl er ensfarvede gule, og unge individer af sort skovsnegl er elfenbenshvide og derfor let at adskille fra iberisk skovsnegl. Unge individer af iberisk skovsnegl  kan også forveksles med de små arter af slægten Arion f.eks. gråsidesnegl, brunsnegl og nøgen havesnegl.

Iberisk skovsnegl har bredt sig hurtigt, fordi den er altædende, og kan stedvis optræde i enorme mængder. Den spiser grønne planter, svampe samt døde dyr. Den spiser også sine egne artsfæller.

Iberisk skovsnegl finder man i kulturlandskaber både i haver og i nogle landbrugsafgrøder, men også i fugtige naturlige habitater som sø- og åbrinker, skovkanter og engarealer. Iberisk skovsnegl er et alvorligt skadedyr i både haver og landbrug, herunder gartnerier.

Iberisk skovsnegl blev første gang registreret ved Furesøen på Nordsjælland i 1991, men er formentlig blevet introduceret til den danske natur længe før det. I dag findes den stort set overalt i landet. De typiske spredningsveje, hvormed arten kan være kommet til Danmark, er via handel med planter, stiklinger, prydbuske og frugttræer, da æg og unger kan ligge skjult i jorden.

De fleste levende væsner kan ikke tåle, at deres krop har en temperatur, som ligger under frysepunktet, fordi vandet i cellerne krystalliserer til is og sprænger cellerne itu. Men Iberisk skovsnegl og rød skovsnegl kan tåle at blive frosset ned til -2°C da de kan beskytte sig med forskellige ”frostvæsker”. For skovsnegls vedkommende er glukose med til at beskytte cellerne mod ødelæggelse, når temperaturen falder til under frysepunktet.

Miljøstyrelsen. 2019. Invasive snegle – Bestemmelsesnøgle.