Ephippiochthonius kewi kan især forveksles med den nærtstående E. tetrachelatus, som også forekommer i Danmark. De to arter er meget ens i størrelse, kropsbygning, øjenstilling, pedipalpernes form og chelaernes tandbesætning. Traditionelt er arterne blevet adskilt på antallet af børster langs rygskjoldets bagrand og på kønsorganernes børstebesætning, men senere undersøgelser har vist, at disse karakterer varierer mere end tidligere antaget (Gabbutt, 1966; van den Tooren, 2011; Lissner, 2021).

Hos typiske eksemplarer af E. kewi findes to lange børster og to korte laterale mikrobørster langs rygskjoldets bagrand, betegnet 2+2. Hos typiske E. tetrachelatus findes kun de to lange børster, betegnet 2+0. I dansk materiale er fordelingen af disse karakterer meget markant: Lissner (2021) fandt 95 eksemplarer af E. kewi med 2+2 børster, tre med 2+1 og otte med 2+3. Til sammenligning havde 85 eksemplarer af E. tetrachelatus 2+0 børster og tre havde 2+1. Antallet af mikrobørster er således en vigtig diagnostisk karakter, men ikke fuldstændig konstant.

En anden forskel findes i antallet af mikrobørster foran øjnene. Hos begge arter er den hyppigste konfiguration to mikrobørster på hver side af de fire større børster langs carapax' forrand. Hos E. kewi forekommer dog væsentligt hyppigere eksemplarer med kun tre eller færre mikrobørster i alt. Lissner (2021) fandt eksempelvis, at omkring 31 % af de undersøgte E. kewi havde tre mikrobørster, mod kun omkring 6 % hos E. tetrachelatus. Denne forskel er statistisk signifikant, men har begrænset værdi ved bestemmelse af enkelte individer.

Farven er en nyttig supplerende karakter hos levende dyr. E. kewi har normalt en mørkere, mere gråbrun forkrop, mens E. tetrachelatus er lysere gulbrun til rødbrun. Forskellen er særlig tydelig ved sammenligning af levende eksemplarer under ensartede lysforhold. I alkoholkonserveret materiale kan farveforskellen gradvist forsvinde (Lissner, 2021).

Arterne adskiller sig desuden i deres foretrukne levesteder. E. kewi er i Danmark stærkt knyttet til beskyttede kystområder, navnlig kystnære græsvegetationer, hvorimod E. tetrachelatus også forekommer inde i landet, blandt andet i løvskove, haver, parker og menneskeskabte miljøer. Levestedet er derfor en vigtig støtte ved artsbestemmelsen, men kan ikke stå alene.

Legg (1975) beskrev forskelle i genitalorganernes opbygning, herunder genitalåbningens form, de mediane genitalsækkes udstrækning og hunnens cribriforme plade. Hos E. kewi er sidstnævnte flaskeformet, mens den hos E. tetrachelatus er mere U-formet. Disse forskelle kan være nyttige ved detaljeret mikroskopisk undersøgelse af kønsmodne eksemplarer. Derimod viste undersøgelsen af dansk materiale, at antallet af børster på genitaloperculerne overlapper så meget, at det ikke er pålideligt til adskillelse af arterne (Lissner, 2021).

Det skal endvidere bemærkes, at Lissner (2021) fandt populationer i det sydøstlige Danmark, som udviste en større variation i børstebesætningen end typiske populationer af de to arter. Disse populationer blev tolket som mulige hybrider mellem E. kewi og E. tetrachelatus. Hypotesen er dog endnu ikke bekræftet ved genetiske undersøgelser. Fund af individer med mellemliggende karakterer bør derfor vurderes med særlig forsigtighed.

Ephippiochthonius kewi er et lille, jordbundslevende rovdyr, der opholder sig i de øverste jordlag og mellem plantedele, rødder og nedbrudt organisk materiale. Som andre mosskorpioner lever den af små leddyr, sandsynligvis især springhaler, mider og andre små jordbundsdyr. Byttet gribes med pedipalpernes klosakse, fastholdes og bearbejdes med chelicererne. De lange sansebørster (trichobothrier) på pedipalperne registrerer små bevægelser og vibrationer og spiller dermed en vigtig rolle ved lokaliseringen af bytte (Legg & Farr-Cox, 2016).

Arten lever forholdsvis skjult og findes sjældent ved almindelig håndindsamling. Ved den oprindelige indsamling af arten på Colne Point i Essex blev alle eksemplarer udvundet fra græsstrøelse og plantemateriale ved hjælp af Tullgren-tragte, mens manuel sortering af tilsvarende materiale ikke gav nogen eksemplarer. Gabbutt (1966) indsamlede i alt 145 voksne individer og mere end 300 nymfer, hvilket viser, at arten lokalt kan optræde i betydelige tætheder.

Reproduktionen foregår som hos andre mosskorpioner ved indirekte sædoverførsel. Hannen afsætter en spermatofor, som hunnen efterfølgende kan optage gennem genitalåbningen. Hunnen bærer æggene i en yngelsæk, hvor ungerne gennemgår deres første udviklingsstadium. Herefter følger tre fritlevende stadier: deutonymfe, tritonymfe og voksen. Den direkte parringsadfærd og yngelpleje hos netop E. kewi er dog kun sparsomt undersøgt. Genitalorganernes komplicerede opbygning er beskrevet af Legg (1975), mens de generelle reproduktionsmekanismer hos mosskorpioner er omtalt af Legg og Farr-Cox (2016).

Udviklingen fra deutonymfe til voksen er ledsaget af markante ændringer i børstebesætningen. Gabbutt (1966) viste blandt andet, at deutonymferne mangler de korte laterale børster langs carapax' bagrand, mens disse er til stede hos tritonymfer og voksne. Også antallet af trichobothrier på pedipalperne og antallet af børster på chelicerer og hofteled ændres under udviklingen. Disse ontogenetiske ændringer gør det muligt at identificere de forskellige udviklingsstadier.

Arten synes at være aktiv gennem en stor del af året, men dens præcise sæsoncyklus er dårligt kendt. De danske fundregistreringer omfatter eksemplarer fra januar til oktober, med flest registreringer i sommer- og efterårsmånederne. Dette tyder på, at arten kan være aktiv i både kølige og varme perioder, når fugtighedsforholdene er passende. Fundenes tidsmæssige fordeling er dog også påvirket af indsamlingsindsatsen og kan ikke uden videre tolkes som et udtryk for artens faktiske sæsonaktivitet (Arter, 2026).

Ephippiochthonius kewi er i Danmark stærkt knyttet til kystnære habitater og forekommer især langs beskyttede kyster med kalkholdigt, sandet eller stenet substrat. Arten findes navnlig i græsvegetation langs kystskrænter, på strandvolde og i lysåbne kystenge eller kystnære overdrev. Den foretrækker tilsyneladende steder med et forholdsvis stabilt mikroklima, hvor vegetationen skaber læ og holder på fugtigheden i jordbundens øverste lag (Lissner, 2021).

De fleste danske eksemplarer er fundet ved sigtning af jord og planterester fra græstuer, især ved basis af kvik (Elymus repens). Arten er også fundet i vegetation domineret af rød svingel (Festuca rubra), strandsvingel (Festuca arundinacea) og draphavre (Arrhenatherum elatius). Disse græsarter danner tætte tuer og rodnet, som ophober dødt plantemateriale og skaber små hulrum med et gunstigt mikroklima for både mosskorpioner og deres byttedyr. Arten forekommer også under sten og drivtømmer, mellem opskyllede planterester og i sprækker i lerholdig jord ved foden af kystskrænter. Enkelte danske fund stammer fra førn i skove, der grænser direkte op til kysten. I England er arten ligeledes fundet i opskylsmateriale, under store sten og mellem græsrester ved kysten (Gabbutt, 1966; Legg & Jones, 1988).

Et karakteristisk træk ved artens habitatvalg i Danmark er præferencen for kalkholdigt strandsand, som indeholder fragmenter af muslingeskaller og andet kalkrigt materiale. Arten synes derimod at undgå stærkt eksponerede kyster med surt, vindtransporteret sand, eksempelvis de store klitområder langs den jyske vestkyst. Lissner (2021) fandt således arten vidt udbredt langs beskyttede danske kyster, men ikke i de eksponerede vestkystklitter. Arten kan lejlighedsvis forekomme i menneskepåvirkede miljøer, og danske fund foreligger blandt andet fra et havecenter og fra havne- eller jernbanearealer. Disse forekomster vurderes at være atypiske og kan skyldes transport af jord og plantemateriale. Arten fremstår dog i Danmark overvejende som en naturligt forekommende kystart med forholdsvis specialiserede habitatkrav (Lissner, 2021).

Ephippiochthonius kewi er udbredt over store dele af Danmark, men næsten udelukkende i kystnære områder. Arten blev først formelt erkendt som dansk ved revision af dansk Ephippiochthonius-materiale (Lissner, 2021) . Revisionen viste, at en række ældre museumsfund, tidligere bestemt som E. tetrachelatus, i virkeligheden tilhørte E. kewi. De ældste kendte danske eksemplarer stammer fra Møns Klint i 1905 og Bornholm i 1906.

Ifølge fundlisten på Arter.dk (21. oktober 2026), foreligger der 92 fundregistreringer fra perioden 1905–2025. Registreringerne omfatter både ældre museumsmateriale og nyere indsamlinger, herunder en betydelig del fra perioden efter 2019. Fundene viser, at arten er vidt udbredt langs de indre danske farvande, men at forekomsten er ujævnt fordelt, hvilket sandsynligvis delvis afspejler forskelle i indsamlingsintensiteten (Arter, 2026).

I Jylland er arten blandt andet kendt fra Limfjordsområdet, Thy, Djursland og kysterne omkring Horsens Fjord. Særligt mange nyere fund foreligger fra Hjarnø og de tilgrænsende kyster. Fra de østjyske øer er arten registreret på Tunø og Samsø, hvor den er fundet flere steder, blandt andet på strandvolde, kystskrænter og i græsvegetation. Arten er også registreret fra Læsø og den nordlige del af Vendsyssel. På Sjælland er arten kendt fra en række kystlokaliteter, blandt andet Røsnæs, Knudshoved Odde, Køge Strandskov, Stevns, Sejerø og kystområder omkring Næstved og Vordingborg. Desuden foreligger fund fra Møn, Lolland, Fyn og Bornholm.

Udbredelse uden for Danmark. Arten har en overvejende nordvest- og centraleuropæisk udbredelse. Den blev beskrevet fra Colne Point i Essex, England, og blev i flere årtier anset for at være endemisk for Storbritannien. I Storbritannien er den især kendt fra den østlige og sydøstlige del, blandt andet Essex, Suffolk, Norfolk og Kent, men der findes også fund fra andre dele af England, herunder Sussex, Dorset, Lincolnshire og Nottinghamshire (Legg & Jones, 1988; Legg & Farr-Cox, 2016). Senere undersøgelser har dokumenteret arten fra flere kontinentaleuropæiske lande. Ifølge World Arachnida Catalog (2025) er E. kewi registreret fra Danmark, Tyskland, Luxembourg, Sverige og Storbritannien. Derudover foreligger en usikker angivelse fra Azorerne, Portugal. Forekomsten i Nederlandene og Tjekkiet har været omdiskuteret. van den Tooren (2011) konkluderede efter revision af hollandsk materiale, at E. kewi ikke kunne dokumenteres fra Nederlandene. Tilsvarende er tidligere angivelser fra Tjekkiet blevet draget i tvivl, idet eksemplarerne muligvis tilhører E. tetrachelatus. Disse lande bør derfor ikke medregnes som sikkert dokumenterede forekomstområder uden yderligere undersøgelser. I Sverige har Lissner (2021) dokumenteret materiale fra Marstrand på vestkysten, der stemmer med E. kewi, ligesom enkelte andre svenske eksemplarer viste karakterer, som kunne indikere en mulig hybridisering med E. tetrachelatus.

Den samlede udbredelse er sandsynligvis endnu ikke fuldstændigt kortlagt, dels fordi arten lever skjult og sjældent indsamles ved almindelige indsamlingsmetoder, dels fordi den tidligere ofte er blevet forvekslet med E. tetrachelatus.

Arter. (2026). Danske fund af Ephippiochthonius kewi [Datasæt; eksport fra Arter.dk, 21. oktober 2026]. https://arter.dk

Gabbutt, P. D. (1966). A new species of pseudoscorpion from Britain. Journal of Zoology, 150(2), 165–181. https://doi.org/10.1111/j.1469-7998.1966.tb03002.x

Legg, G. (1975). The genitalia and associated glands of five British species belonging to the family Chthoniidae (Pseudoscorpiones: Arachnida). Journal of Zoology, 177(1), 99–121.

Legg, G., & Farr-Cox, F. (2016). Illustrated key to the British false scorpions (pseudoscorpions). Field Studies Council.

Legg, G., & Jones, R. E. (1988). Pseudoscorpions (Arthropoda: Arachnida): Keys and notes for the identification of the species (Synopses of the British Fauna, New Series, No. 40). E. J. Brill/W. Backhuys.

Lissner, J. (2021). External morphology and habitat preferences of Ephippiochthonius tetrachelatus and E. kewi (Pseudoscorpiones: Chthoniidae). Arachnologische Mitteilungen / Arachnology Letters, 61, 50–57. https://doi.org/10.30963/aramit6108

van den Tooren, D. (2011). Notes on the identification of the pseudoscorpions Chthonius tetrachelatus and C. kewi (Pseudoscorpiones: Chthoniidae). Nederlandse Faunistische Mededelingen, 35, 87–90.

World Arachnida Catalog. (2025). Ephippiochthonius kewi (Gabbutt, 1966). Natural History Museum Bern. Hentet 21. oktober 2026 fra https://wac.nmbe.ch/order/pseudoscorpiones/speciesdata/1859

Zaragoza, J. A. (2017). Revision of the Ephippiochthonius complex in the Iberian Peninsula, Balearic Islands and Macaronesia, with proposed changes to the status of the Chthonius subgenera (Pseudoscorpiones, Chthoniidae). Zootaxa, 4246(1), 1–221. https://doi.org/10.11646/zootaxa.4246.1.1

Arten blev oprindeligt beskrevet fra Colne Point i Essex, England, under navnet Chthonius (Ephippiochthonius) kewi. Efter Zaragozas (2017) taksonomiske revision anvendes Ephippiochthonius som selvstændig slægt. Artsnavnet kewi er givet til ære for Harry Wallis Kew, som i begyndelsen af 1900-tallet ydede væsentlige bidrag til studiet af mosskorpionernes biologi og systematik. Gabbutt (1966) fremhævede udtrykkeligt Kews videnskabelige indsats i originalbeskrivelsen.