#74966 | Planteriget / Karplanter / Nåletræer / Granordenen / Granfamilien / Fyrreslægten /

Skov-fyr er et nåletræ med en blågrøn krone. En ung skov-fyr er kegleformet som et juletræ med grene, der vokser i etagestillede kranse om træet. En gammel skov-fyr har spredte grene, der danner en uregelmæssig og ofte højtsiddende krone, der enten er bred og kort (typisk i Mellemeuropa) eller smal og langstrakt (typisk i Norden). Nålene er 4-6 cm lange, flade, en smule snoede og blågrønne. Nålene sidder sammen parvis i dværgskud på træets skud. Når nålene er 3-4 år gamle fældes de til fordel for nye. Den spæde bark er bleggrøn, men hurtigt bliver kobberrød og skaller af i parpirstynde flager. Med alderen bliver barken mere gråbrun og rødgul foroven på stammen, dybt furet og sprækker op i tykke flager. Hunblomsterne sidder i spidsen af nye skud og danner små kogleformede blomsterstande, der i starten er røde og runde på størrelse med en ært, hvorefter de bliver grønne. Hanblomsterne er gule og sidder i en tæt, skrueformet blomsterstand ved årsskuddenes grund. Modne kogler er brune, 5-6 cm lange og sidder så de bøjer ned fra skuddene. Træet kan blive op til 30 meter højt.
Forvekslingsmuligheder
Træet kan forveksles med andre fyrre-arter, men kan oftes genkendes på dens ofte lidt kortere nåle og farven på barken, særligt i den øverste del af stammen.
Biologi
Skov-fyr blomstrer i maj-juni. Hanblomsterne danner enorme mængder af blomsterstøv, der føres vidt omkring af vinden for at bestøve andre træer, hvorefter de falder af. Efter bestøvningen modnes frøene i koglerne. I løbet af koglens tredje år er frøene fuldt modne og blevet 4-6 cm lange. De modne frø drysser ud af koglerne og er hver forsynet med en lille vinge på op til 20 mm, der fører dem med vinden. Skov-fyr er en pionerart, da den er effektiv til at sprede sig til nye områder, der ikke er tilvokset med skov eller anden vegetation. Veddet har ofte store knaster og indeholder mange harpikskanaler, der giver en frisk duft af fyrretræ. Årringene er tydelige i det lysegule vårved og det mørke, rød-brune høstved. Træet kan blive op til 250-300 år gammelt.
Levested
Arten er nøjsom og kan trives under meget forskellige klimaforhold. Den kræver ikke meget vand og kan også gro på meget næringsfattig jord.
Udbredelse
Skov-fyr indvandrede efter sidste istid. I dag er træet udbredt over hele Danmark. Den er især almindelig omkring Silkeborg, i Nordsjælland, på Djursland og Læsø.
Kilde
Miljøstyrelsen
Jørgensen, H., Rune, F., Bredsdorff, T. H. & Weitemeyer, S. (2005). Træer og Buske i Danmark. Gyldendal AS
Videre læsning
Fyr. Uddrag fra Folk og flora (Brøndegaard, 1978-80) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
Rav er hærdet harpiks, der kommer fra fyrretræer såsom skov-fyr, der voksede for flere millioner år siden.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: