underorden: Bænkebidere - Oniscidea

Der findes kugletusindben, der ligesom kuglebænkebiderne kan rulle sig sammen til en kugle. Tusindben er også leddyr, men tilhører en helt anden gruppe, og ligheden er altså kun overfladisk, og et eksempel på “konvergent evolution”. Hvor to evolutionært forskellige grupper udvikler de samme løsninger til de samme problemer. Kugletusindben har 12-13 kropsled, 18 par ben, og to par ben pr. led - Signifikant anderledes fra bænkebiderne (Se generel beskrivelse). 

I Danmark findes kun et kugletusindben - Glomeris marginata – med det simple danske navn ”Kugletusindben”. Det er forholdsvis sort, med gullige kanter på kropspladerne.

Bænkebiderne kan også forveksles med deres havlevende slægtninge tanglusene, i isopod-familien Idoteidae. Dem kan man ofte fange i lavvandszoner med et fiskenet.

Som leddyr skal bænkebidere jævnligt skifte skal for at kunne vokse, men de afviger fra mange andre leddyr ved at skallen skiftes i to dele. Først smider bænkebidere de bagerste leds skal, et par dage efter smider de forreste leds skal.

Som andre krebsdyr i superordenen “rugepose-krebs”, bærer bænkebider-hunnen sine befrugtede æg i sin rugepose mellem benene på undersiden af kroppen. 

I rugeposen klækker æggene og ungerne kaldes ved klækning en ”Mancae-larve”. Til at starte med ligner ungerne blege, sammenrullede bænkebidere, bortset fra at de mangler det 7. par ben. I rugeposen får ungerne ilt, et vandigt miljø, og næring til deres videre udvikling. Når ungerne er færdigudviklede i rugeposen ”fødes” de af moren. En række arter viser yderligere yngelpleje af de små bænkebider, inden at de når voksenstadiet. Det tager de unge bænkebidere en række skalskifte før de er parringsdygtige.

Der findes både hunner og hanner af bænkebidere, men en række arter kan også lave jomfrufødsler uden en parring. Dette er formentlig en tilpasning til at kunne kolonisere nye miljøer, selv ved fraværet af en han.

Bænkebidere kan findes i alle slags miljøer, nogle arter er endda gået tilbage i vandet (Se vandbænkebider). De fleste danske arter finder man dog som nedbrydere i fugtige omgivelser, under bladførne, i rådne træstammer, under fliser og i gammelt og fugtigt træværk nær menneskelig bebyggelse f.eks. i udendørs træbænke (Deraf navnet Bænkebidere). 

Bænkebidernes forfædre var oprindeligt hav-levende, og de har til den dag i dag fortsat en masse hav-levende slægtninge. Havbænkebideren lever i sprøjtezonen og kan delvist tolerere saltvand.

Bænkebidere findes verden over i alle slags terrestriske miljøer. Et estimat er at der findes omkring 7000 arter bænkebidere i verden.

Bænkebidere tilhører underordenen Oniscidea i superordenen Peracarida også kaldet “rugeposekrebs”. Netop rugeposen på undersiden af bænkebidernes hun, er et fælles træk de deler med en række andre krebsdyrsordener.

De ældste fossiler af landlevende bænkebidere finder vi omkring den tidlige kridttid, men de har formentlig eksisteret meget længere. Bænkebidere kan altså på en måde anses som levende fossiler, der har overlevet utallige katastrofer gennem jordens historie.

Bænkebidere kaldes mange forskellige ting, afhængig af hvor i verdenen man er. Mange engelske navne sammenligner bænkebideren med en gris (muligvis grundet nogle arters tryne-agtige hoved, og gravende levevis.)

Bænkebidere. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).