art: Skrubtudse - Bufo bufo

Strandtudsen har en lys rygstribe, og grønbroget tudse har store, mørkegrønne pletter. Frøer kendes på deres glatte - ikke vortede hud og længere bagben.

Lever af insekter, edderkopper, snegle og orme samt andre smådyr. Æggene lægges i lange bånd - ikke i klumper som hos frøerne. Skrubtudsen er svagt giftig og undgås af de fleste dyr. Giften produceres i de store kirtler, der danner forhøjninger bag øjnene. Går i vinterdvale og dukker typisk op igen i løbet af marts.

Yngler i søer og vandhuller - også i brakvand. Kan i højere grad end frøer findes i vandhuller med fisk, da haletudserne ligesom de voksne er giftige. Uden for yngletiden træffes den i skove, heder og moser, og den er en hyppig gæst i haver, hvor den bl.a. tager snegle i jordbærbedet - og ikke jordbærrene!

Bortset fra nogle øer, bl.a. Læsø og Anholt, findes skrubtudsen praktisk taget overalt i Danmark.

Hanner af frøer og tudser kan være overordentlig brunstige i parringstiden om foråret. Det betyder, at de kan hoppe på lidt af hvert - inkl. andre hanner, døde artsfæller og sågar andre paddearter. Hvis en han bliver omklamret af en anden han, vil den som regel udstøde en afværgelyd, der groft sagt betyder "skrid jeg er også en han". Denne afværgelyd kan man let fremkalde, hvis man fanger en tudsehan om foråret og klemmer den forsigtigt bag forbenene.

Schiøtz, A. 1971. Danmarks padder. Natur og Museum 15 (1) (med tilhørende grammofonplade – senere udgivet som kassettebånd). Naturhistorisk Museum, Århus.

Kristensen, H.V. 2016. Bestemmelsesnøgle til danske padder og krybdyr.

Frø_Tudse_1, 2, 3, 4, 5. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).