#89378 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Spurvefugle / Stære / Sturnus /

Stæren er overvejende sort. Om sommeren har fjerdragten en flot blågrøn og lilla metalglans, om vinteren er ryggen mere brunlig og undersiden hvidplettet. Om sommeren er næbbet gult, om vinteren er det sort. Stærens sang er også karakteristisk. Den er meget varieret og indeholder bl.a. præcise efterligninger af andre fugles lyde, men også f.eks. af mobiltelefoners forskellige melodier.
Forvekslingsmuligheder
Den kan for nogen måske ligne en solsort. Af de mere sjældne forvekslingsmuligheder kan der nævnes den, i Danmark, yderst sjældne ensfarvet stær.
Biologi
Som redemateriale anvendes bl.a. malurt og kodriver, der udskiftes i hele rugeperioden. Det mindsker mængden af utøj i reden. Stæren er ligesom gøgen redesnylter. Stærehunner kan lægge deres æg i andre stæres reder. Derfor vogter stæren nidkært sin rede mod evt. snyltende artsfæller, og hunnen kaster fremmede æg ud af sin rede, før den selv er begyndt at lægge æg. I sidste halvdel af september kan man opleve, at stærene dukker op ved redestedet igen og begynder at synge. Det er ikke for at få et nyt kuld unger på vingerne, men for at fjerne gammelt redemateriale og dermed parasitter, som ellers kunne have overvintret til næste ynglesæson. Stæren er ganske alsidig i sit fødevalg. Den lever især af insekter, orme og snegle og om efteråret og vinteren af frugter og bær. Føden finder den især på græsplæner samt afgræssede enge. Den almindeligste føde til ungerne er stankelben- og sommerfuglelarver. Ungerne har brug for en varieret føde for at trives, så de voksne stære må søge føde forskellige steder.
Levested
Den foretrækker gamle løvskove eller bebyggede områder, men har også brug for lysåbne levesteder, hvor den ofte fouragerer. Stæren yngler i huller i træer, under tagskæg eller gerne i redekasser.
Udbredelse
I Danmark er stæren en meget almindelig og vidt udbredt art. I Europa er den vidt spredt, men yngler dog kun i meget begrænset omfang i det sydligste Europa. Stæren er også udbredt fra Asien til det centrale Sibirien. Desuden er arten indført i Nordamerika, Australien og New Zealand, hvor der nu findes store bestande.
Videre læsning
Stær_1, 2. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
I træktiden besøges Danmark desuden af store mængder skandinaviske stære. Stæreflokkene kan især i efteråret være så store, at de nærmest formørker solen, hvilket har givet anledning til begrebet sort sol. Op mod 500.000 fugle er ikke ualmindeligt at iagttage på én gang om efteråret i Tøndermarsken.
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som ynglefugl (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: