#89443 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Ugler / Ugler / Aegolius /

Perleuglen er en lille ugle, der har hvide perleformede pletter på issen og på oversiden på den ellers brune fjerdragt med lys underside. Dens ansigt er hvidt med lysende gule øjne og en sort øjenring. Dens hoved er forholdsvist stort, også i forhold til en ugle, med store øjne og hævede øjenbryn, der giver den et forundret udtryk. Ungfuglen er mørkebrun i hele fjerdragten med hvide indslag i dens ansigt. Dens flugt er hurtig og retlinjet, afvekslende mellem serier af hurtige vingeslag og korte glid med dens korte og runde vinger. Den har et vingefang på 52-58 cm, en længde på 25 cm og en vægt for hanner på 90-120 gram og for hunner 120-210 gram.
Forvekslingsmuligheder
Arten kan minde om kirkeuglen, men perleuglen er en lille smule større og har et mere rundt hoved og en sort, bred kant på sløret.
Biologi
Uglerne lever især af smågnavere som studsmus og spidsmus, men kan også tage fugle op til drosselstørrelse. Perleuglen er primært nataktiv, mens den om dagen sidder og hviler sig i tæt bevoksning. Arten kræver relativt megen ro omkring reden i yngleperioden. Den får 1-2 kuld på 3-7 æg, der har en rugetid på 25-32 dage, hvorefter ungerne har en ungetid i reden på 28-36 dage.
Levested
Perleugler lever i tæt blandskov, men ynder særligt nåleskov. Uglerne ruger i huller, såsom forladte sortspættehuller, men kan også ruge i redekasser. Uden for yngletiden strejfer uglen en del omkring.
Udbredelse
Perleuglen er en ny dansk ynglefugl, som kun har ynglet sporadisk i landet siden slutningen af 1970'erne, primært på Bornholm og i Midtjylland. Arten ruger især i forladte sortspættehuller, og perleuglens indvandring skyldes sandsynligvis især sortspættens indvandring til Danmark i 1960'erne. Uglen kommer også som vintergæst fra nordligere egne fra oktober-april, bestående særligt af hunner og ungfugle. Perleuglen er udbredt både nord og syd for Danmark med sin europæiske hovedudbredelse i Norge, Sverige, Baltikum, Finland og videre østpå gennem Rusland. I Syd- og Mellemeuropa findes mindre bestande mod nord til Slesvig-Holsten. Derudover er den også udbredt på de resterende nordlige breddegrader i Asien og Nordamerika.
Kilde
Miljøstyrelsen
Politikens Store Fuglebog (2018). Tommy Dybbro, Politikens Forlag, s. 240
Perleugle i Danmarks Fugle (2023), Dansk Ornitologisk Forening
Sjove fakta
Perleuglen lever meget skjult i tæt skov, og den registreres primært derfor på dens stemme og uglegylp under redepladser. Uglens tuden består af en 5-7 bløde og vellydende po-po-po-po-po, der først er tiltagende og så aftagende i styrke.
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som ynglefugl (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: