art: Sort stork - Ciconia nigra

Den sorte stork er let genkendelig på dens form og fjerdragt. Den klaprer sjældent med næbbet, som den hvide stork gør.

Den sorte stork lever af padder, fisk, insekter og andre smådyr, som den fanger i søer, vandløb og vådområder både i og uden for skov. Storken kan årligt få 1 kuld på 3-5 æg, der har en rugetid på 35-36 dage. Storkeungerne har en ungetid på 63-71 dage. Den sorte stork er meget sky og lever forholdsvist skjult i skovområder. Den observeres mest i flugt.

Sort stork er en sky fugl, der kræver uforstyrret og gammel åben løvskov til redeplaceringen. Den placerer sin rede godt skjult oppe i gamle, ege- og bøgetræer med store kroner. Derudover skal der være vandløb eller store lavvandede vådområder i nærheden, da det er i sådanne biotoper storken søger føde.

Det skønnes, at antallet af sorte storke i midten af 1800-tallet var omkring 150 par. Omkring 1900 var der kun 70 par tilbage, og arten forsvandt som dansk ynglefugl i 1953. Siden da har der kun været sporadiske yngleforsøg. I sommerhalvåret fra april-september trækker sorte storke til Danmark i et antal på 20-40 storke. De typiske træklokaliteter er Skagen, Østmøn, ved Stevns, Sydlangeland, Sydfalster og Sydlolland. De ses hyppigst i forbindelse med lunere, sydøstlige vinde og varmt vejr. Sort stork drager om efteråret sydøst på og overvintrer i tropisk Afrika, ligesom hvid stork.

Den sorte stork har levet i de danske skove i 8000 år, hvorimod den hvide stork først indvandrede engang i 1400-tallet.

Miljøstyrelsen

Politikens Store Fuglebog (2018). Tommy Dybbro, Politikens Forlag, s. 59

Sort stork i Danmarks Fugle (2023), Dansk Ornitologisk Forening

Stork_1, 2, 3, 4, 5, 6. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).