#99725 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Guldsmede / Vandnymfer / Damvandnymfer / Blå vandnymfer /

En af de såkaldte ”blå vandnymfer”, som kan være svære et skelne fra hinanden i felten. Hannen er altid blå med sorte tegninger. På 2. bagkropsled har han en sort Y-tegning. De sorte tegninger på resten af bagkroppen er generelt mere dækkende end hos de andre ”blå” hanner, så han virker mere mørk. Hunnen kan være gulgrøn eller blå med sorte tegninger. Det bedste kendetegn for begge køn er et halsskjold med stærkt buet bagkant, men det skal man selvfølgelig ganske tæt på for at observere. Begge køn har også ofte en indsnævring på skulderlinjen, men det kan variere meget og er ikke et helt sikkert kendetegn. Kropslængde: 32-36 mm, vingefang: 38-50 mm.
Forvekslingsmuligheder
Ligner overfladisk spyd-vandnymfe, måne-vandnymfe, hue-vandnymfe og hestesko-vandnymfe, men det buede halsskjold på begge køn er karakteristisk. Det samme gælder hannens Y-tegning på 2. bagkropsled.
Biologi
De voksne dyr kan opleves fra ultimo maj til medio august, tit i stort antal og ofte sammen med hestesko-vandnymfe. Parring foregår i tandem og varer 10-15 minutter. Den efterfølgende æglægning sker stadig i tandem, hvor hunnen afsætter æggene på stængler eller på undersiden af flydeblade under vandoverfladen.
Levested
Arten kan findes ved næsten alt rent, stillestående vand. Findes ofte siddende i buske og lav vegetation nær vandet.
Udbredelse
Flagermus-vandnymfe er yderst almindelig i det meste af landet.
Sjove fakta
Navnet flagermus-vandnymfe stammer formentlig fra formen på hannens Y-tegning på 2. bagkropsled som, med lidt god vilje, kan ligne en flagermus.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: