#99716 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Guldsmede / Vandnymfer / Pragtvandnymfer / Pragtvandnymfer /

Blåvinget pragtvandnymfe er den største danske vandnymfe og en meget graciøs guldsmed. Såvel hannen som hunnen er metalskinnende, men hannen er blågrøn på både krop og vinger og hunnen bronzefarvet med mere transparente, brunlige vinger. Længde 45-48 mm, vingefang 65-72 mm.
Forvekslingsmuligheder
Vingerne hos hannen af blåbåndet pragtvandnymfe er delvist transparente med et bredt, metallisk blågrønt bånd midt på. Hos hunnen er vingerne gennemsigtige med grønne ribber. Vingerne er hos begge køn smallere.
Biologi
Såvel larver som voksne dyr er grådige rovdyr, der lever af insekter og andre smådyr. Blåvinget pragtvandnymfe danner ikke parringshjul som mange andre guldsmede, men har i stedet et parringsritual, der indledes med en karakteristisk stilling efterfulgt af en dans. Træffes primært fra starten af juni til ind i august.
Levested
Yngler fortrinsvis i kølige og iltrige vandløb - gerne med ret kraftig strøm og helst med en generelt god vandkvalitet. De voksne guldsmede opsøger typisk solbeskinnede og vegetationsrige steder langs bredden. Umiddelbart efter forvandlingen kan den ofte træffes langt fra vandløb.
Udbredelse
Arten har sin hovedudbredelse i Midtjylland, hvor den forekommer ret hyppigt. I det øvrige Jylland er den langt mere sparsomt forekommende, og på Øerne er den stort set fraværende. Den er tilsyneladende gået stærkt tilbage de seneste 100 år.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: