#93073 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Netvinger / Florvinger / Wesmaelius /

Ingen fotos...
Hoved og forkrop er mørkebrune med et bredt gulligt eller lysebrunt midterbånd, bagkroppen er mørk. Forvingerne er forholdsvis aflange og klare, mens ribberne har svage, mørke skygger og tegninger. Costalfeltet er ret smalt. Radius har normalt 3 sidegrene, men eksemplarer med 2 eller 4 grene kan af og til findes. Mellem radius´ inderste gren og media findes en tværribbe, men der er ingen tværribbe mellem de to inderste sidegrene. Bagvingerne er klare med mørke ribber. Forvingelængde: 7,5-10 mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan forveksles med en række af vore andre florvinger, men tværribben mellem radius´ inderste gren og media findes kun hos arterne i Wesmaelius-slægten. Her kan arten især forveksles med Wesmaelius subnebulosus og Wesmaelius malladai. Hannerne hos disse tre arter adskilles ret enkelt ved hjælp af bagkropsvedhængenes udseende, mens hunnerne er noget mere vanskelige. Her er man normalt nødt til at "klare” genitalierne og undersøge disse.
Biologi
Både larver og voksne er rovdyr, som lever af små insekter og andet småkryb. Arten kan nedbankes fra mange slags træer, og den kommer desuden ivrigt til lys. Den tiltrækkes især af ultraviolet lys, men kommer også til gadelamper og oplyste vinduer. Efter parringen lægger hunnen sine æg på grene eller blade, og æggene klækkes efter kort tid. Overvintringen foregår i det tredje larvestadie, og før overvintringen spinder larven en silkekokon, hvori den tilbringer vinteren. Larven forpupper sig det følgende år, og puppetiden varer nogle uger. Den voksne netvinge kan findes fra midt i april og frem til sidst i oktober. Der er sandsynligvis to eller tre årlige generationer hos os.
Levested
Findes i løvskov, nåleskov, parker og haver, hvor den især træffes i skovlysninger, langs hegn og på andre delvise åbne lokaliteter. Arten kan findes på mange forskellige slags træer - både løvtræer og nåletræer. Den er ganske almindelig, men man finder den sjældent i større antal.
Udbredelse
Wesmaelius nervosus er den mest almindelige florvinge i Wesmaelius-slægten. Den er udbredt og almindelig her i landet, hvor den kun mangler nyere fund i Nordvestsjælland.
Kilde
Nielsen, O.F. 2016. Danmarks netvinger. Danmarks dyreliv bind 14. Apollo Booksellers (download bogen her).

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: