Artens kropsform ligner andre skorpionsfluer, men da sneloppen er vingeløs og de andre har vinger, er det højst usandsynligt at lave denne forveksling. Sneloppen kan i udseende også minde om de egentlige “lopper”, som nyere forskning rent faktisk peger på at de er beslægtet med. Det aflange hoved afviger dog fra de egentlige lopper.

Snelopper afviger i deres kost fra de andre skorpionsfluer, da den primært består af mos, hvor det hos de flyvende skorpionsfluer mest er ådsler og svampe. 

De reducerede vinger på sneloppen har en særlig funktion hos hannen: til fastholdelsen af hunnen under parring. Når to snelopper møder hinanden opstår der en “kamp”, hvor hannen forsøger at koble sig fast til hunnens kønsåbning med sin egen bagende, hvori der sidder en slags knivtang. I processen kan han løbende også gribe fat i hunnens ben med bagenden, og blive trukket rundt af hende, indtil hun stopper op. Når han endelig får fast i hendes kønsåbning med sin egen, forsøger han at slynge hende op på ryggen, hvor han så holder hende fast i hende med sine omdannede vinger.  Til sidst, når hunnen er placeret oven på hannen, bærer han hende rundt, fastholdt med de omdannede vinger indtil endt parring.

Snelopper er KUN aktive i årets koldeste måneder, og oftest finder man dem kravle direkte på sne. At sneloppen kan være aktiv i årets koldeste tid, ved temperaturer nær frysepunktet, når næsten ingen andre insekter kan, skyldes nogle særlige tilpasninger. De optager stråling direkte fra solen gennem mørke områder af deres ydre skelet, stråling som opvarmer dens indre muskler og organer. Denne varme ville normalt gå tabt ret hurtigt til det omkringliggende miljø, men sneloppen opnår den perfekte balance ved at forblive i grænselaget af sneen, hvor sneen (grundet sin hvide farve) reflekterer stråling tilbage til sneloppen. Sne har også en meget lav egenskab til at lede varme, og derfor mister dyret kun langsomt sin kropsvarme til underlaget. De lange tynde ben gør også at de minimerer kontakten med den kolde overflade. Og langs grænselaget af sneen finder man også den laveste chill-faktor. Med disse tilpasninger, både i form og adfærd, ender sneloppen med en kropstemperatur op til 6 grader varmere end det omkringliggende miljø, hvilket er nok til at de forbliver aktive og kan kravle rundt. For at kunne flyve kræver det dog en højere temperatur, og dette er muligvis grunden til at snelopperne over tid har reduceret deres vinger til de stumper de er i dag.

Snelopper er gode springere, og kan hoppe op til 50 cm. Man opfatter sjældent springet før dyret er væk. Efter et hop bliver sneloppen liggende et stykke tid med benene trukket op under maven, formentlig for at undgå at blive spottet. Efter lidt tid, foretager sneloppen igen sin fouragering.

Arten findes i skovlysninger, gerne med sandet jord, og i nærheden af mos. Ofte set kravlende direkte på sne.

Sneloppen er formentlig vidt udbredt, men sjældent set. Dels grundet dens lille størrelse, og dels at de fleste insektfolk stopper med at lede efter smådyr i de kolde måneder.

Et meget gennemarbejdet studie af arten af P. Steiner blev udgivet på tysk i 1937. med titlen “BEITRAG ZUR FORTPFLANZUNGSBIOLOGIE UND MORPHOLOGIE DES GENITALAPPARATES VON BOREUS HIEMALIS”

 En video af parringsforløbet kan ses her https://www.youtube.com/watch?v=RAadsIG608E