Stor kamelhalsflue er lidt større end lille kamelhalsflue, men ellers minder de to arter meget om hinanden. Stor kamelhalsflue kendes dog sikkert på, at der er mindst 11 tværribber i costalfeltet, hos lille kamelhalsflue er der højst 8.

Arten har en to-årig livscyklus. Parringen foregår oppe i træerne, og derefter lægger hunnen sine æg. Med sin læggebrod borer hun æggene ind i sprækker og barkrevner på gamle træer. Æggene klækkes efter nogle ugers forløb, og larverne opholder sig i revner og under løs bark. De æder små insekter som mider og edderkopper samt æg og larver af bladhvepse og småsommerfugle. Larven gennemgår ca. 10 hudskifter, og kort før den anden overvintring ”graver” den en lille hule under barken. Her tilbringer den vinteren, og næste forår forpupper den sig i hulen. Puppehvilen varer et par uger, og den voksne kamelhalsflue kan findes fra maj og frem til sidst i juli.

Lever i skove, plantager og andre steder, hvor der vokser gamle træer - såvel i løvskov som i nåleskov. Både larver og voksne opholder sig oftest højt til vejrs i trækronerne, og det er ikke en art, man møder særlig ofte. Den kan dog findes, hvis man slagketsjer i buske og høje urter i skovlysninger og skovbryn. Det sker også, at man opdager hunner, som er i færd med at bore deres æg ind i barken på gamle træer - ofte eg, birk eller skov-fyr.

Udbredt i store dele af Jylland, men mangler mod nord. På Øerne er den fundet i Nordøstsjælland, på Fyn, Lolland-Falster og Bornholm. Den er muligvis ret almindelig, men registreres ikke særlig ofte.

Nielsen, O.F. 2016. Danmarks netvinger. Danmarks dyreliv bind 14. Apollo Booksellers (download bogen her).

Kamelhalsfluer udgør den mindste af de danske insektordener. Den omfatter blot de to arter stor og lille kamelhalsflue. De artsrigeste ordener er tovinger (fluer og myg) samt årevinger (hvepse, bier og myrer), som hver rummer ca. 5.000 arter.