Kan ikke forveksles med andre arter da det er den eneste danske art i Chthoniidae som er fuldstændig blind. De karakteristiske klosakse med deres lange fingre og den tætte række af afrundede tænder gør den forholdsvis let at kende under mikroskop (Lissner, 2020).

Mundochthonius styriacus er et rovdyr, som lever skjult i hulheder i gamle træer. Den meget lille størrelse gør det muligt for arten at bevæge sig mellem partikler af nedbrudt ved, hvor den formodentlig jager små leddyr, især mider og springhaler. Denne føde er sandsynlig ud fra mosskorpionernes generelle fødebiologi, men detaljerede undersøgelser af artens naturlige byttedyr foreligger ikke i de gennemgåede kilder (Turienzo et al., 2010).

Som andre mosskorpioner griber den formodentlig byttet med pedipalpernes klosakse. Chthoniidae mangler giftapparat i palpefingrene, og byttet fastholdes derfor mekanisk (Christophoryová et al., 2011).

Artens stærke tilknytning til træhulheder er dokumenteret i flere undersøgelser. Šťáhlavský (2001) fandt 96 eksemplarer fordelt på 14 træhulheder på ni lokaliteter i Prag. Her forekom arten udelukkende i hulheder i træer og udviste en tydelig præference for fugtige substrater.

Der foreligger kun begrænsede oplysninger om artens reproduktionsbiologi, parringsadfærd og livscyklus. Der er dog fundet både voksne individer og nymfer i danske træhulheder, hvilket viser, at arten gennemfører sin udvikling i dette miljø (Lissner, 2020).

Šťáhlavský og Král (2004) undersøgte artens kromosomer og spermatogenese. Hannen har 37 kromosomer (2n = 37) og et X0-kønskromosomsystem. Desuden viste undersøgelserne, at reduktionsdelingen hos hannen er akiasmatisk, dvs. at den normale dannelse af chiasmata mellem homologe kromosomer ikke forekommer. Dette er et interessant cytogenetisk træk, som også kendes hos andre undersøgte medlemmer af Chthoniidae.

Mundochthonius styriacus er en udpræget hultræsart, som især forekommer i fugtigt smuld og nedbrudt ved inde i gamle, hule løvtræer. Den synes at være afhængig af mikrohabitater med relativt høj og stabil luftfugtighed.

I originalbeskrivelsen rapporterer Beier (1971), at de to typeeksemplarer blev fundet i en træhulhed, 3,5 meter over jordoverfladen, i et redested, som tidligere havde været benyttet af stær og spætmejse, og hvori der på indsamlingstidspunktet ynglede musvitter. Der blev målt en relativ luftfugtighed på 100 % og en temperatur på 28–30 °C i selve redeskålen. Disse værdier karakteriserer det konkrete fundsted og kan ikke betragtes som artens generelle temperaturkrav.

I en undersøgelse fra Prag blev arten fundet i hulheder med fugtigt smuld. I næsten alle positive prøver var substratets vandindhold over 50%, og arten havde en tydeligere præference for høj fugtighed end de øvrige undersøgte mosskorpioner (Šťáhlavský, 2001). Arten blev her blandt andet fundet sammen med Dinocheirus panzeri og Pselaphochernes scorpioides, som ligeledes udnytter fugtige træhulheder. I Danmark deler arten habitat med stellas mosskorpion. Fund af den ene art på en lokalitet indikerer, at den anden art også kan være til stede på lokaliteten.

I Bulgarien blev tre hunner fundet i en hulhed i orientalsk platan (Platanus orientalis) i Pirinbjergene, omkring 600 meter over havet (Petrov & Šťáhlavský, 2007).

De danske fund er tilsvarende knyttet til store, gamle løvtræer med fugtigt smuld i indre hulheder. Arten er fundet i stilk-eg, bøg, landevejspoppel og ahorn. Forekomsten i forskellige løvtræarter viser, at arten næppe er knyttet til én bestemt værtstræart, men snarere til hulhedernes mikroklima og smuldets karakter (Lissner, 2020).

Samlet tyder undersøgelserne på, at arten især er afhængig af gamle træer med veludviklede hulheder, fugtigt smuld og et forholdsvis stabilt mikroklima. Fjernelse af gamle og hule træer kan derfor potentielt reducere antallet af egnede levesteder.

Mundochthonius styriacus blev første gang erkendt som en del af den danske fauna i 2016, da to ældre museumseksemplarer blev identificeret. De var indsamlet i 1986 i en hul eg i Vallø Dyrehave på Østsjælland (Lissner, 2016). Senere blev arten fundet på yderligere lokaliteter i Østjylland. I Kalsehoved Skov på Gyllingnæs blev tre hunner og to nymfer fundet i fugtigt smuld i en stor, hul poppelstamme. Desuden blev omkring 20 individer fundet i en hul ahornstamme nær Frijsenborg (Lissner, 2020). Nyere fund er fra Lille Vildmose, Boller Skov, Constantinsborg (Brabrand), Gammel Estrup (Auning), Fussingø og Moesgård (Aarhus). De danske fund omfatter således Østsjælland, Østjylland og Nordjylland.

Arten har formentlig en større udbredelse i Danmark, end antallet af kendte lokaliteter umiddelbart antyder. Dens beskedne størrelse og skjulte levevis gør den vanskelig at opdage ved almindelig indsamling.

Artens øvrige udbredelse:

• Østrig: Typelokaliteten i Steiermark syd for Graz (Beier, 1971).

• Schweiz: Fund fra Genèveområdet (Mahnert, 1979).

• Tyskland: Dokumenteret blandt andet fra Vogelsbergområdet, refereret af Lissner (2020).

• Tjekkiet: En række fund, særligt fra Pragområdet (Šťáhlavský, 2001).

• Bulgarien: Fund fra Pirinbjergene i den sydvestlige del af landet (Petrov & Šťáhlavský, 2007).

Den kendte udbredelse strækker sig således fra Danmark i nord til Bulgarien i syd, en afstand på omtrent 1.900 km mellem de yderste kendte fund. De ret spredte fund i Europa skyldes muligvis delvist, at arten lever i et vanskeligt tilgængeligt og forholdsvis sjældent undersøgt mikrohabitat. Det kan derfor ikke udelukkes, at arten forekommer i yderligere europæiske lande.

Beier, M. (1971). Ein neuer Mundochthonius (Arachnida, Pseudoscorpionidea) aus der Steiermark. Mitteilungen des Naturwissenschaftlichen Vereines für Steiermark, 100, 386–387.

Chamberlin, J. C. (1929). A synoptic classification of the false scorpions or chela-spinners, with a report on a cosmopolitan collection of the same. Part I. The Heterosphyronida (Chthoniidae) (Arachnida-Chelonethida). Annals and Magazine of Natural History, Series 10, 4, 50–80.

Christophoryová, J., Šťáhlavský, F., & Fedor, P. (2011). An updated identification key to the pseudoscorpions (Arachnida: Pseudoscorpiones) of the Czech Republic and Slovakia. Zootaxa, 2876(1), 35–48.

Lissner, J. (2016). A record of Mundochthonicus styriacus Beier,1971 (Pseudoscorpiones, Chthoniidae) in Denmark. Norwegian J. Entomol. 63: 1–3.

Lissner, J. (2020). New records of Mundochthonius styriacus Beier, 1971 and Anthrenochernes stellae Lohmander, 1939 in Denmark. Newsletter of the British Arachnological Society, 148, 12–16.

Mahnert, V. (1979). Zwei neue Chthoniiden-Arten aus der Schweiz (Pseudoscorpiones). Revue Suisse de Zoologie, 86(2), 501–507.

Petrov, B. P., & Šťáhlavský, F. (2007). New species of pseudoscorpions (Arachnida: Pseudoscorpiones) for the fauna of Bulgaria. Historia Naturalis Bulgarica, 18, 15–27.

Šťáhlavský, F. (2001). Štírci (Arachnida: Pseudoscorpiones) Prahy [Pseudoscorpions (Arachnida: Pseudoscorpiones) of Prague]. Klapalekiana, 37, 73–121.

Šťáhlavský, F., & Král, J. (2004). Karyotype analysis and achiasmatic meiosis in pseudoscorpions of the family Chthoniidae (Arachnida: Pseudoscorpiones). Hereditas, 140(1), 49–60.

Turienzo, P., Di Iorio, O., & Mahnert, V. (2010). Global checklist of pseudoscorpions (Arachnida) found in birds’ nests. Revue Suisse de Zoologie, 117(4), 557–598.

Lettest at finde i fældede veterantræer (suk!).

De første danske eksemplarer lå i næsten 30 år i en museumssamling, før de blev artsbestemt. Det efterfølgende fund af levende dyr i Østjylland viste, at arten ikke blot var repræsenteret ved et isoleret, historisk fund (Lissner, 2020).

Et usædvanligt kromosomsæt. Hos hannen findes 37 kromosomer, hvoraf størstedelen af autosomerne er metacentriske. Det adskiller arten fra flere undersøgte arter i slægten Chthonius, hvor acrocentriske kromosomer dominerer. Forskellen tyder på en betydelig evolutionær afstand mellem de to slægter (Šťáhlavský & Král, 2004).