#89748 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Egentlige benfisk / Beryxordenen / Beryxfamilien / Beryx /

En mellemstor saltvandsfisk. Kroppen er høj og sammentrykt. Der er kun én rygfinne, der er delt i en pigstrålet (forrest) og en blødstrålet del (bagest). Der er fire (sjældent tre) pigstråler, hvoraf den forreste er kortest og de bagvedliggende gradvist længere. De er kortere end de forreste af de 16-20 blødstråler. Øjnene er meget store, og den også store mund har et tydeligt underbid. Hoved, ryg og finner er kraftigt røde eller orangerøde – noget der ofte ses hos dybhavsfisk. Siderne er sølvskinnende med et rødt skær, og brystet kan have et gulligt skær. Kan blive op til 70 cm og veje ca. 3 kg.
Forvekslingsmuligheder
Adskiller sig fra rødfiskene (lille rødfisk og stor rødfisk) ved at være mere sammentrykt. Desuden har rødfiskene en meget lang rygfinne, hvor den piggede del begynder foran bagkanten af gællelåget. De har også talrige pigge på hovedet og en halefinne med en svagt konkav bagkant (dybt indskåret hos nordisk beryx). Fra havruder kendes nordisk beryx let på sin korte rygfinne. Hos havruder er basis af rygfinnen meget længere. Til gengæld er basis af gatfinnen kortere hos havruderne end hos den nordiske beryx.
Biologi
Føden består af småfisk, blæksprutter og krebsdyr. Om natten svømmer fiskene fra havbunden op i vandsøjlen for at jage. Man ved kun ganske lidt om yngleadfærden. Ungerne lever i de frie vandmasser på 200-1.000 meters dybde, til de er ca. 25 cm. Kan blive op imod 70 år gammel.
Levested
Lever især ved bunden langs kontinentalskrænterne og ved undersøiske bjerge. Arten er mest talrig på 200-600 meters dybde, men fiskene kan træffes på mindre end 100 og ned til ca. 1.000 meters dybde.
Udbredelse
En meget sjælden gæst i danske farvande, hvor den kun er fundet få gange, primært i Skagerrak.
Kilde
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: