Alene størrelsen mindsker i praksis risikoen for forveksling mellem voksne sortkutlinger og de fleste andre hjemmehørende kutlingearter. De mindre fisk kendes fra andre danske arter på, at rygfinnerne er næsten sammenvoksede, og på, at den bageste rygfinne går langt tilbage mod den korte, høje halerod. Sortkutlingen er den eneste danske kutlingeart med et sort område forrest i rygfinnerne – kendetegnet er dog er noget vekslende. Den sortmundede kutling har en sort plet bagest i forreste rygfinne.

Føden består bl.a. af bundlevende hvirvelløse dyr, som krebsdyr (f.eks. tanglopper, tanglus, rejer, pungrejer), orme og bløddyr (muslinger og snegle) samt småfisk. Sortkutlingen danner ikke stimer, men findes enkeltvis, helst i umiddelbar nærhed af passende skjul. Den trives godt i brakvand, så længe saltkoncentrationen ikke bliver for lav, og den tåler ikke længere tids ophold i ferskvand. Yngler fra maj til august. Lever i mindst op til fem år.

Lever ved bunden, normalt på 0-20 meters dybde, men er truffet ud til 75 meters dybde. Sortkutlingen findes i både salt- og brakvand, og den træffes som sjælden gæst i ferskvand, typisk i de yderste dele af åer og floder. Der findes dog ingen egentlige bestande i ferskvand. Arten er mest talrig i tang- og ålegræsbæltet og specielt i fjorde og vige, hvor bølgepåvirkningen ikke er så stor. Den foretrækker områder med mange skjul (f.eks. sten og planter), så på ren sandbund findes den kun sjældent.

Meget almindelig langs kysterne, dog ikke ved den jyske vestkyst, hvor der ikke er så mange egnede levesteder. Derfor er den heller ikke talrig i vestkystens fjorde, såsom Ringkøbing Fjord, mens den er almindelig i de af vore fjorde, der munder ud i de indre farvande. I ferskvand kendes den fra de yderste dele af f.eks. Kolding Å og Ribe Vesterå, hvor vandet i perioder kan være brakt.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Kutling. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

I yngletiden etablerer dominante hanner et territorium. Hannen udvælger en sten, en tom muslingeskal, en tangplante eller en anden struktur, der er fri for alger og andre belægninger, så den danner et godt underlag at hæfte æggene på. Som regel graves en fordybning ind under genstanden, så æggene kan afsættes på undersiden, hvor de lettere beskyttes. Hannen vogter æggene frem til klækningen efter 6-13 dage, og reden kan indeholde æg fra flere forskellige hunner.