Arter af stør kan være svære at skelne fra hinanden, bl.a. fordi de ofte kan yngle med hinanden og skabe krydsninger eller hybrider. Den sibiriske stør forveksles lettest med sterletten, da de to arter minder meget om hinanden. sterletten har 56-71 sideskjolde, der ofte bagtil danner en sammenhængende vold, mens den sibiriske stør har 32-62 sideskjolde. Og så bliver den sibiriske stør meget større end sterletten, der højst bliver 125 cm og 16 kg, og som regel er meget mindre. Hybriderne mellem de to arter kan være næsten umulige at skelne fra forældrearterne, og da der formentlig ofte er hybrider i handlen herhjemme, vil der let opstå tilfælde, hvor man ikke kan artsbestemme fiskene med sikkerhed.

Føden består primært af små bunddyr, især dansemyggelarver, men arten er opportunistisk og æder også krebsdyr, bløddyr, børsteorme og fisk. I danske put-and-take-søer klarer fiskene temperaturer på 0 °C, ligesom de også tåler langt over 20 °C. Selvom arten primært er en ferskvandsfisk, tåler den et vist saltindhold i vandet og kan eksempelvis overleve i Østersøen. Sibiriske stører bliver sent kønsmodne i naturen. For de fleste fisk sker det tidligst, når de er 20 år, omend de kan være så unge som ni år. I forbindelse med opdræt bliver fiskene dog kønsmodne tidligere. Gydningen sker i floder på steder med stærk strøm og sten-, grus- eller sandbund. Der er ikke fare for, at arten etablerer sig i Danmark, da vore vandløb er uegnede til formålet. Kan blive op til 60 år.

Lever normalt i ferskvand og vandrer ikke ud i havet, som man kender det fra mange andre størarter. Fiskene kan dog vandre ud i områder med brakvand, hvor floderne fra Sibirien munder ud i Det Arktiske Ocean.

Sjælden. Arten er ikke-hjemmehørende i Danmark, men arten er blevet udsat i en række søer og put-and-take-søer. Den er også fundet enkelte gange i havet herhjemme, og det formodes, at der har været tale om fisk, der er sluppet ud fra østeuropæiske dambrug.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.