#89476 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Spættefugle / Spætter / Dendrocopos /

Stor flagspætte er en af vore meget karakteristiske fugle. Det gælder både udseendet og dens trommen, hvormed den markerer sit territorium. Fjerdragten er spraglet i sorte, hvide og røde farver. Hannen har en rød plet i nakken, mens ungfugle har rød isse.
Forvekslingsmuligheder
Arten kan forveksles med lille flagspætte og den sjældne mellemflagspætte. Førstnævnte er noget mindre og mangler de aflange, vertikale, hvide skulderfelter samt rød undergump. Mellemflagspætte er også mindre, har en anderledes hovedtegning og smalle striber på undersiden.
Biologi
Om sommeren lever stor flagspætte hovedsagelig af insekter, især sommerfuglelarver, som den hakker frem fra træstammer. Om vinteren består føden mest af nåletræskogler, der bearbejdes i særlige spætteværksteder, som f.eks. kan udgøres af en revne i en stub, hvor koglen kiles fast. I år, hvor frøsætningen af fyr og gran slår fejl, kan nordlige bestande af stor flagspætte optræde invasionsagtigt i de danske skove. Det drejer sig især om ungfugle, som har haft svært ved at konkurrere med de ældre fugle om den begrænsede fødemængde.
Levested
Den foretrækker blandskov med mange udgåede træer, i hvilke den både finder sin føde og laver sit redehul. Den findes dog også i ren løvskov og nåleskov.
Udbredelse
I Danmark er der gjort ynglefund over langt det meste af landet. Arten er særlig talrig i Jægersborg Dyrehave, Gribskov, Rold Skov og Høstemark Skov. Den synes kun at mangle på helt skovløse lokaliteter som f.eks. Anholt og Saltholm. Bestande af stor flagspætte findes over det meste af Europa og i en bred stribe gennem Asien østpå til Stillehavet.
Videre læsning
Spætter. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
Dens unikke kraniekonstruktion gør, at fuglen ikke får hjernerystelse af at tromme på træstammer. Dette arbejde, kombineret med åbning af grankogler om vinteren, slider så meget på næbbets hornlag, at tre hele næblængder slides op i løbet af et år.
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som ynglefugl (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: