#89323 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Spurvefugle / Fuglekonger / Regulus /

Fuglekongen er Europas mindste fugl. Kroppen er lille og kompakt med et stort hoved. Øjnene er relativt store og sorte. Kroppens overside er grøn, og undersiden er brunhvid. På hovedet har fuglekongen et gult issebånd med sorte sider. Issebåndet hos hannerne bliver orange ved ophidselse. På hver vingeoverside har den 2 hvide bånd. Næbbet er meget kort og spidst. Fuglekongen bliver op til 9 cm lang med et vingefang på 13,5-15,5 cm. Arten vejer sjældent mere end 5 gram.
Forvekslingsmuligheder
Fuglekongens beskedne størrelse og farvesammensætning gør den umiskendelig.
Biologi
Arten lever udelukkende af små insekter og edderkopper. Den lille konge er konstant på jagt efter bytte, særligt bladlus, som den finder i grantræernes nåle. Som én af de få danske fuglearter, kan fuglekongen leve af insekter hele året. Mange arter af bladlus har udviklet tilpasninger til at modstå kolde temperaturer, og er derfor tilgængelige for fuglekongen året rundt. Fuglekongen er dog selv meget følsom overfor frostvejr på grund af dens beskedne størrelse. I særligt kolde vintre kan op til 90 % af de overvintrende fuglekonger dø af kulde. Til gengæld er arten fantastisk hurtig til at reproducere, og derfor kan bestanden hurtigt genoprettes. Fuglekongen får 2 kuld om året med 9-11 æg. Æggene udruges på ca. 16 dage, og ungerne forlader reden efter 18-20 dage. I naturen bliver fuglekongen 2-3 år gammel.
Levested
Fuglekongen er en meget almindelig yngle- og trækfugl i Danmark. Den kan træffes i områder med nåleskov, særligt ældre granskov. Uden for ynglesæsonen findes arten også i løvskov, hegn og krat. Ofte ses fuglekonger i selskab med mejser.
Udbredelse
Arten er udbredt i hele landet.
Kilde
Fugle i felten af Lars Svensson (2012), L&R Egmont.
Fuglekonge i Danmarks Fugle (2022) Dansk Ornitologisk Forening.
Politikens store fuglebog af Tommy Dybbro (2019), Politikens Forlag.
Videre læsning
Fuglekonge. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
Fuglekongens sang ligger i et meget højt toneleje, og derfor har ældre mennesker ofte svært ved at høre den.
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som ynglefugl (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: