Med sin karakteristiske fjerdragt og røde næb forveksles gravanden normalt ikke med andre arter.

Føden består især af muslinger og krebsdyr. Gravandeparret forsvarer et egentligt fødeterritorium, typisk ved en strandeng. Kønnene skiftes til at ruge på æggene, som typisk er placeret i et hul, f.eks. en forladt rævegrav eller et hult træ. Ællingerne bliver hurtigt uafhængige af de voksne fugle, og allerede 2-3 uger gamle færdes de i småflokke på strandengene på jagt efter føde. Gravanden gennemfører fældningstræk til et relativt lille område i det tyske vadehav fra juni til august. Når fældningen er overstået, spredes gravænderne, men mange bliver i vadehavsområdet vinteren over. I isvintre trækker de dog gerne længere sydpå.

Findes især langs kysterne ved lavvandede områder, men også inde i landet ved vandløb og søer.

De største ynglebestande findes ved Vadehavet, på Saltholm og ved Randers Fjord, Limfjorden, Odense Fjord og Isefjord.

Ænder_1, 2. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Gravanden var indtil 1920'erne en ret sjælden fugl i Danmark, men efter fredning i 1922 steg bestanden langsomt, men støt. I det seneste årti har bestanden været i tilbagegang, og der skønnes at være 2-3.000 ynglepar i Danmark.