#89106 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Fugle / Andefugle / Andefugle / Spatula /
Atlinganden er en lille svømmemand. Hannens hoved er lillabrunt og har en tydelig hvid øjenbrynstribe, der fortsætter om på nakken. Brystet er mørkebrunt, og flankerne er lysegrå. I flugten kan man se den lyse bug, der står i skarp kontrast til det mørke bryst. Hunnen er karakteriseret ved sin hvide strube, mørke øjenstribe, hvide plet ved næbbasis og den hvide og korte øjenbrynstribe. Kroppen er brunplettet, og på vingeovesiden har hunnen en smal hvid midterstribe, der kun ses i flugten. Ved forstyrrelse, eller under parringspillet, udstøder hannen et snerpende kald der lyder som en negl, der trækkes henover tænderne på en redekam. Atlinganden bliver op til 38 cm lang, med et vingefang på 63-69 cm. Den vejer ca. 300-400 gram.
Forvekslingsmuligheder
Arten kan forveksles med krikanden. Atlinganden er større, har længere og mere lige næb og ofte en længere hale. Ansigtets tegninger er lysere og mere tydelige hos atlingeanden.
Biologi
Atlinganden har en varieret kost, der består af både dyr og planter. Vandinsekter, larver, krebsdyr, blade og rødder er nogle af dens foretrukne fødeemner. Den napper sin føde ved at skumme vandoverfladen eller ved at dyppe hovedet under vandet. Arten får 1 kuld om året på 8-11 æg. Æggene udruges på 21-23 dage, og ungerne passes i yderligere 35-40 dage. I naturen bliver atlinganden op til 10 år gammel.
Levested
I Danmark er arten en fåtallig yngle- og trækfugl. Det antages, at der findes få hundrede ynglende par i landet. Arten foretrækker at leve på strandenge og i næringsrige, lavvandede søer og moser. Der findes sjældent mere end to ynglende par ved én lokalitet. Alle de europæiske atlingænder overvintrer syd for Sahara i Afrika.
Udbredelse
Arten findes spredt i hele landet, men er fåtallig i Midt- og Østjylland samt på Fyn.
Kilde
Atlingand i Danmarks Fugle (2022) Dansk Ornitologisk Forening.
Fugle i felten af Lars Svensson (2012), L&R Egmont.
Politikens store fuglebog af Tommy Dybbro (2019), Politikens Forlag.
Videre læsning
Ænder_1, 2. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
Arten hed oprindeligt en "etterlingsand", som stammer fra en gammel teori om, at den lille atlingand kom fra det sidste lille æg i gråandens sidste kuld.
Noter fra taxonadministratoren
Rødliste
Rødlistevurderet som både ynglefugl og trækfugl. Status for førstnævnte angives her (læs mere her)

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: