Arten kan forveksles med krikanden. Atlinganden er større, har længere og mere lige næb og ofte en længere hale. Ansigtets tegninger er lysere og mere tydelige hos atlingeanden. 

Atlinganden har en varieret kost, der består af både dyr og planter. Vandinsekter, larver, krebsdyr, blade og rødder er nogle af dens foretrukne fødeemner. Den napper sin føde ved at skumme vandoverfladen eller ved at dyppe hovedet under vandet. Arten får 1 kuld om året på 8-11 æg. Æggene udruges på 21-23 dage, og ungerne passes i yderligere 35-40 dage. I naturen bliver atlinganden op til 10 år gammel. 

I Danmark er arten en fåtallig yngle- og trækfugl. Det antages, at der findes få hundrede ynglende par i landet. Arten foretrækker at leve på strandenge og i næringsrige, lavvandede søer og moser. Der findes sjældent mere end to ynglende par ved én lokalitet. Alle de europæiske atlingænder overvintrer syd for Sahara i Afrika.

Arten findes spredt i hele landet, men er fåtallig i Midt- og Østjylland samt på Fyn. 

Atlingand i Danmarks Fugle (2022) Dansk Ornitologisk Forening.

Fugle i felten af Lars Svensson (2012), L&R Egmont.

Politikens store fuglebog af Tommy Dybbro (2019), Politikens Forlag.

Ænder_1, 2. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Arten hed oprindeligt en "etterlingsand", som stammer fra en gammel teori om, at den lille atlingand kom fra det sidste lille æg i gråandens sidste kuld.