Tajsædgåsen minder meget om kortnæbbet gås og grågås, men til forskel er tajsædgåsen lidt mindre, både dens ben og næb er orange, og næbbets basis og næbspids er brunt. Desuden kan den genkendes i flugten på dens mørkere vinger. Tajsædgåsen kan også forveksles med tundrasædgåsen, som den også er nært beslægtet med. Tajsædgåsens næb er dog længere, mere spidst og med en kraftigere orange farve.

Arten forekommer primært som trækfugl og vintergæst i Danmark. Den opdeles geografisk i to bestande, der er forskellige mht. fødevalget. Gæssene i Nordvestjylland fouragerer primært på marker med kulturgræs og vintersæd, eller hvor der er spildroer og spildkartofler, mens gæssene i den østlige del af landet primært søger føde på marker med vintersæd. Tajsædgåsen får ét kuld på 4-6 æg, der har en rugetid på 27-29 dage, og efterfølgende en ungetid på 56 dage. Tajsædgåsen er meget sky og optræder helst i flokke.

Tajsædgåsen kræver uforstyrrede søer, moser, fjorde og lavvandede kyster, hvor den kan overnatte i fred.

I Danmark forekommer arten kun som trækfugl. Trækgæsterne kan inddeles i to trækbestande, hvoraf den ene består af gæs, der trækker til Nordvestjylland på vej til vinterkvartererne i England, og den anden af gæs, der på vej til vinterkvartererne i bl.a. Holland gør ophold i den østlige del af Danmark. I milde vintre bliver mange af gæssene dog i Danmark. I Nordvestjylland ankommer gæssene i begyndelsen af oktober, mens gæssene i den østlige del først ankommer i december. I marts raster sædgæssene igen i Danmark, inden de flyver nordpå til ynglestederne, der strækker sig fra det nordlige Skandinavien til Vestsibirien.

Miljøstyrelsen

Tajsædgås i Danmarks Fugle (2023), Dansk Ornitologisk Forening (DOF)

Gæs. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Sandsynligvis på grund af dræning og opdyrkede enge og moser, hvor tajsædgæssene tidligere søgte deres føde, har fuglene ændret deres fødevaner, så de nu også får en stor del af føden fra dyrkede arealer.